Randers FC og OB skød mandag med løst krudt, da holdene spillede 0-0 i Superligaen.

Begge havde ellers fint med muligheder, men det blev ikke til mere end et par korrekt underkendte scoringer og et OB-forsøg på overliggeren.

Kampen var Randers' femte i træk uden sejr i Superligaen. Som resultat er holdet gledet ned som nummer ni i tabellen med 18 point efter 16 kampe.

Oprykkeren OB er efter sin blot anden ligakamp uden scoring i denne sæson nummer otte med 20 point, inden man møder bundholdene Vejle og Fredericia i sine sidste ligaopgør på denne side af nytår.

Randers mangler Silkeborg og AGF inden vinterpausen.

Mandag skabte Randers klart flest chancer i en ganske underholdende, men ikke specielt velspillet første halvleg.

Især brødrene Musa og Mohamed Toure i kronjydernes frontkæde kom frem til mange muligheder, og efter små 20 minutter kom kuglen også i nettet.

Men Mohamed Toure havde arm på bolden, og scoringen blev ganske korrekt underkendt.

OB-keeper Viljar Myhra gjorde i andre tilfælde sit til, at det aggressive hjemmehold blev holdt fra fadet, og det var ikke langt fra, at det rakte til en fynsk pauseføring.

Udeholdets angriber Noah Ganaus fik efter en halv time således fyret en hård afslutning afsted, men Randers-målmand Paul Izzo reddede på glimrende vis.

Randers nettede igen efter en times spil, men denne gang blev Mohamed Toures træffer underkendt for en offside på venstreback Nikolas Dyhr, og et lille kvarter senere var det så OB's tur til at vise tænder.

Wingback Leeroy Owusu smækkede bolden i feltet, og tyske Jona Niemiec pandede hårdt et forsøg på overliggeren efter et perfekt timet indløb.

Izzo og Myhra blev testet hver endnu engang i slutfasen og klarede opgaverne, hvorfor det endte uden scoringer i Randers.

/ritzau/