Spanieren Felix Sanchez er færdig som fodboldlandstræner for Qatar.
Det meddeler Qatars Fodboldforbund (QFA) på Twitter.
- Qatars Fodboldforbund har besluttet ikke at forlænge Felix Sanchez' kontrakt som landstræner for Qatar. Vi er taknemmelige for hans indsats og ønsker ham alt det bedste i fremtiden, lyder det.
Felix Sanchez, hvis kontrakt udløber ved årsskiftet, blev ansat i 2017 med målet om, at han skulle føre Qatar til succes ved dette års VM på hjemmebane, men det blev sportsligt set en stor skuffelse.
Qatar tabte sine tre kampe og røg ud med et brag efter gruppespillet.
Åbningskampen mod Ecuador blev tabt 0-2, og siden blev det 1-3 og 0-2 mod henholdsvis Senegal og Holland.
Den 47-årige Sanchez har tidligere været ungdomstræner i Barcelona i ti år. Han stod i spidsen for Qatars U19-landshold, inden han fik ansvaret for A-landsholdet for fem år siden.
Det er endnu ikke oplyst, hvem der skal overtage Qatars landshold efter Sanchez.
/ritzau/
