Placeringen i Qatar har fået flere danske tv-seere til at se mindre fodbold-VM denne gang, svarer de i måling.

Flere danskere har set mindre fodbold fra VM, end de ellers ville have gjort, på grund af placeringen i Qatar.

Det viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter.

Mere end hver fjerde, helt nøjagtig 27,4 procent, svarer »ja« til, at placeringen i Qatar har betydet, at de har set mindre.

36,2 procent svarer »nej« til, at Qatars værtskab har haft nogen betydning for deres tv-forbrug, mens 27,0 procent oplyser, at deres plan hele tiden har været, at de ikke skulle se kampe fra det igangværende VM.

En lille gruppe på 2,5 procent af befolkningen fortæller, at afholdelsen i den lille ørkenstat har fået dem til at se mere.

6,8 procent svarer »ved ikke«, eller at de ikke har nogen holdning til spørgsmålet.

Frem mod VM har Det Internationale Fodboldforbunds (FIFA) valg af Qatar som vært i 2010 været ivrigt debatteret.

Det skyldes dels omstændighederne for selve tildelingen med påstande om betaling af FIFA-medlemmer under bordet, og dels Qatars behandling af migrantarbejdere og minoriteter.

Ser man isoleret på seertallene til Danmarks kampe ved VM i Qatar, så har mange danskere bakket op hjemme fra tv-skærmene.

Den første kamp mod Tunesien trak 1.080.000 seere på DR, selv om den blev spillet klokken 14 en tirsdag eftermiddag.

Lørdagskampen mod Frankrig for otte dage siden blev set af godt 1,2 millioner seere på TV 2.

De to gruppekampe var dermed de to mest sete udsendelser på dansk tv i uge 47.

Det er endnu uvist, hvor mange danskere der så med, da Australien i onsdag i denne uge ekspederede Danmark ud af VM.

Fakta om meningsmålingen fra Voxmeter:

Spørgsmål: Har slutrundens placering i Qatar påvirket, hvor meget VM-fodbold du har set?

* Ja, jeg har set mere: 2,5 procent.

* Ja, jeg har set mindre: 27,4 procent.

* Nej, det har ingen betydning haft: 36,2 procent.

* Nej, jeg skulle alligevel ikke se VM: 27,0 procent.

* Ved ikke, ingen holdning: 6,8 procent.

Om undersøgelsen: Dataindsamlingen er foretaget i perioden 30. november til 2. december, og der er indsamlet data fra 1.060 nationalt repræsentative respondenter.

/ritzau/