Qatars fodboldlandshold er rejst til verdensmesterskabet i Nordamerika med en ambition om at vise sig bedre frem, end det var tilfældet ved hjemmebane-VM i 2022.

Dengang skuffede værtsnationen ved at tabe alle tre kampe med en sammenlagt målscore på 1-7. Ingen hold klarede sig dårligere ved slutrunden.

De senere års resultater giver dog også anledning til at tro, at ørkenstaten denne gang klarer sig bedre.

I 2023 forsvarede holdet sin titel som asiatisk fodboldmester, og i forholdsvis sikker stil klarede holdet sig for første gang igennem en VM-kvalifikation med succes.

Landstræner Julen Lopetegui satser på, at hans hold kan spille med om avancement fra den indledende gruppe, der foruden Qatar tæller Schweiz, VM-værten Canada og Bosnien-Hercegovina. Hans mandskab må dog affinde sig med at være underdog.

- Vi kender realiteterne og ved, at vores modstandere er bedre end os, men det betyder ikke, at vi har overgivet os på forhånd. Det understreger bare, at vi skal være helt klar fra start, hvis vi skal indfri vores ambition og drøm om at være en stærk udfordrer i gruppen, siger Lopetegui ifølge Reuters.

Med en trænerfortid i FC Porto, Real Madrid, Sevilla, Wolverhampton, West Ham og hos det spanske landshold er 59-årige Lopetegui i fodboldkredse den mest kendte skikkelse på Qatars landshold.

25 af hans 26 spillere optræder til daglig i den hjemlige liga, mens en enkelt har spillet på et nedrykkerhold i Spaniens næstbedste række.

Qatars første modstander er Schweiz. De to hold tørner sammen lørdag aften klokken 21.00 dansk tid.

Schweiz' landstræner, Murat Yakin, betegner Qatar som "den helt store ubekendte" i gruppen.

Hans hold må ikke blive udsat for en overraskelse af en "ukendt modstander", som det var tilfældet for et endnu mere prominent landshold ved VM i 2022.

- Vi tager Qatar meget seriøst. Argentina tabte meget uventet til Saudi-Arabien i deres første kamp for fire år siden, og det må vi ikke lade ske for os, siger Murat Yakin på et pressemøde.

/ritzau/