Der er nu blot halvanden måned til, at tidernes mest kontroversielle VM-slutrunde løber af stablen.

Og det lugter ikke umiddelbart af den vanlige folkevandring af roligans, der vil bakke de danske fodboldstjerner op.

I snit er der indtil videre solgt 2000 VM billetter til danskere. Og de roligans, der tager til ørkenstaten skal passe på – for Qatar er et minefelt af love, der ligger langt fra dem, vi kender herhjemme.

B.T. har herunder bikset en hurtig rejseguide sammen til de danskere, der skal til Qatar.

Alkoholudfordringer

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det betragtes som udgangspunkt som en fornærmelse at være fuld i offentligheden. Og for turister kan det være strafbart at have en god brandert. Der er eksempler på, at det har ført til fængselsstraf i seks måneder og bøder på op til 3000 Rial (6.200 kroner).

Rygterne vil dog vide, at qatarerne slækker lidt på loven til november og arbejder på en løsning – især for at håndtere den forventede store mængde fulde englændere. I stedet for at kyle fulderikkerne i spjældet, vil qatarerne indsamle de stærkt berusede fodboldfans og placere dem såkaldte i såkaldte 'sobering tents (tømmermændstelte)'. Her vil de kunne sove rusen ud – og først når de ikke længere snøvler, vil de få lov at forlade teltet.

Men for at skrue en fuldblodsbrandert sammen, skal der gøres et stykke arbejde. Alkohol er nemlig uhyre svært at opdrive i Qatar – man skal finde et hotel eller en restaurant, der har licens til at servere øl. Prisen på en fadbamse ligger på omkring 150 danske kroner.

Homoseksualitet er FORBUDT

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Er der noget, Qatar-styret har det svært med, så er det, når en mand er kæreste med en mand – eller når en kvinde er kæreste med en kvinde. Er du en homoseksuel fodboldfan, så risikerer du fængsel i op til tre år samt en bøde. Er du derimod en homoseksuel muslimsk fodboldfan, kan du straffes under sharialoven – og det kan ende med dødsstraf. Der er dog ingen registrerede henrettelser af homoseksuelle i Qatar.

Det er desuden forbudt at demonstrere for homoseksuelles rettigheder i Qatar.

Kys og kærtegn – GLEM DET!

Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

Pas på, når konen eller gemalen lige skal have et lille møs, Offentlige kærtegn er nemlig forbudt i Qatar. Du må ikke kysse, kramme eller befamle din elskede offentligt – overtrædelse kan føre til anholdelse. Det er tilladt at holde i hænder, men de lokale vil nok skæve til dig.

Beklædning og opførsel – undgå HUD

Foto: IBRAHEEM AL OMARI
Vis mere

Det anbefales, at man følger den qatarske etikette, når det kommer til påklædning. Det vil sige, at kvinder skal undgå korte kjoler og skuldrene skal helst være tildækket. Badedragter er ikke tilladte på strandene. Mænd i Qatar skal holde sig fra tanktops (skal de i øvrigt generelt) og shorts.

Tal pænt! Bandeord og fornærmelser kan straffes med bøder.

Og så er der nogle lidt sære huskeregler, man som dansk roligan også lige skal være opmærksom på:

  • Undgå – når du sidder ned – at strække dine ben, så personen over for dig kan se bunden af din sko. Det betragtes som en fornærmelse.
  • Når du skal bede om regningen på en restaurant, skal du ikke vinke til eller kalde på tjeneren. Du skal nøjes med at løfte din ene hånd.
  • Hvis en lokal inviterer dig på middag, SKAL du sige ja.
  • Personer af forskellige køn skal undgå at give hinanden hånden

Bagage – pak med omtanke

Foto: Paul White
Vis mere

Din bagage bliver scannet, og du kan hurtigt havne i store problemer. Du må nemlig ikke medbringe religiøse bøger, elektroniske cigaretter, svineprodukter eller alkohol. Overtrædelse vil føre til bøder.
Har du af en eller grund dvd'er med, vil de blive gennemset for at sikre, at de ikke indeholder noget smuds.

Skrald og spyt – no go!

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hygiejne er højt prioriteret i ørkenstaten. Hvis en turist smider skrald på gaden i Doha, kan det straffes med en astronomisk bøde på op til 25.000 Rial (52.000 danske kroner). Det samme gælder, hvis man spytter i det offentlige rum. De vil ikke ha' det!

I disse dage florerer nedenstående plakat i øvrigt i Qatar – det kan du læse meget mere om her.

Sådan ser den plakat, der netop nu florerer rundt på sociale medier, ud.
Sådan ser den plakat, der netop nu florerer rundt på sociale medier, ud. Foto: Twitter
Vis mere