Dødningehoveder og heavy metal er en del af hverdagen på FC St. Paulis legendariske hjemmebane Millerntor
Dette portræt af St. Pauli er en af fire artikler, der handler om kult-klubber - klubber, hvor fansene har et specielt forhold til deres fodboldhold.
Der er folk, der siger, at fodbold er blevet sterilt og personlighedsforladt.
At klubberne bare vil tjene penge og at de er ligeglade med fansene. At fodbold er en forretning som alt andet.
For at finde en undtagelse behøver man ikke rejse længere end til den nordtyske havneby Hamborg. Her finder man klubben med dødningehovedet, der samler bydelen af samme navn. Berlingske Tidende har besøgt St. Pauli.
For enden af Hamborgs festgade, Reeperbahn, ligger Millerntor stadion, FC St.Paulis hjemmebane. Efter tyske forhold et lille stadion, blot 24.000 pladser. Til gengæld er der altid udsolgt, når de brunklædte helte spiller.
Selv i de seneste otte år, hvor klubben har optrådt i de lavere divisioner, har der været proppet på tribunerne. Hver gang. Kendetegn.
De tusindvis af mennesker støder til fra overalt i bydelen.
De kommer fra stripklubberne på Reeperbahn, fra fansenes stamsted Jolly Roger over for stadion, fra Hafenstrasse, der er arnestedet for punkernes interesse i fodbold. Overalt er der sortklædte mænd, kvinder og børn, der stolt fremviser det dødningehoved, der er blevet FC St. Paulis kendetegn. I mængden ser man de uheldige, der ikke har billet. På papskilte efterlyser de det stykke papir, der kan skaffe dem ind denne lørdag eftermiddag.
På trods af de over 20.000 pladser på stadion, ryger kun 800 billetter i salg. Resten er sæsonkort. Og til dem er der ti års venteliste. Derfor sender hver eneste bar i bydelen kampen på tv. Ingen skal snydes, når byens hold spiller.
- Her er folk ligeglade med det tyske landshold. Her er FC St. Pauli landsholdet. Det er det, som samler folk, siger Michael Munch-Hansen, der er specialeskribent i FC St. Paulis fankultur.
Historien om FC St. Paulis fankultur begynder på Hafenstrasse i 80erne. Gaden var dengang præget af besatte huse. I et af dem boede målmanden Volker Ippig, en hovedperson i fortællingen om klubben.
Da Ippig rykkede op på førsteholdet i FC. St. Pauli, begyndte vennerne fra punkmiljøet at komme til fodbold på Millerntor. Flere kom til, og snart var der fuldt hus på stadion. Det var en omvæltning for klubben, der tidligere højst havde haft et par tusinde tilskuere til kampene.
Men de tog godt imod punkerne, der havde en anden tilgang til fodbold. For dem var kampene en fest. De sang og jublede uanset udfaldet.
Samtidig uddelte de flyers mod racisme i området, og de tiltrak på den måde flere tilskuere til kampene. Sådan er det stadig i FC St. Pauli, hvor selv de mest fanatiske fans ikke lader slå sig ud af et nederlag, og hvor de antiracistiske paradigmer er indskrevet i Millerntors regelsæt.
På stadion løber spillerne på banen til tonerne af AC/DC's Hell's Bells. Et gigantisk flag dækker sydkurven, hvor de inkarnerede fans, Ultras St. Pauli, dikterer vanviddet.
Flag og papirstrimler forvandler ståtribunen til en fest. På rækværket mellem mål og tribune står fire fans med hver deres megafon. De er dirigenterne for det fodboldkor på 5000 mennesker, som de næste to timer bærer holdet fremad. Altid. Kommer holdet bagud, så klapper de. Ikke ad modstanderen.
Men for at spillerne skal vide, at tilskuerne stadig står bag dem.
- Vi buher aldrig. Kommer vi bagud, så synger vi holdet fremad. Vi hepper altid,« siger en fan i en kort pause mellem hyldestsangene. Derfor er Millerntor kendt som et af de sværeste stadions at spille på i Tyskland. Fansene vender sig aldrig mod deres hold.
Klubbens alternative logo, Der Totenkopf, dødningehovedet, stammer ligeledes fra miljøet omkring Hafenstrasse.
En ung punker, der blev kaldt Doc Mabuse, købte et sørøverflag, hæftede det til et kosteskaft og tog det med på stadion. Flere fulgte trop og snart bugnede Millerntor med dødningehoveder. Siden har klubben taget Der Totenkopf til sig og solgt tonsvis af merchandise med det hvide dødningehoved. Fra elektriske guitarer til skateboard og babytøj. Faktisk i en sådan grad, at nogle af de gamle fans føler, at klubben har solgt ud.
- Der er bestemt fans, især de gamle, der føler at klubben har mistet sin sjæl. Mange af dem holder enten op med at følge fodbold eller begynder at se Altona 93, der er en lille klub i Hamborgs Oberliga, siger Michael Munch-Hansen.
Det var også det, der skete for Doc Mabuse. Han blev desillusioneret over de millioner, klubben tjente på hans idé, uden at han nogensinde så en krone.
I dag finder man ham trofast på Adolf-Jäger-Kampfbahn, langt fra Millerntor, når Altona 93 spiller hjemmekampe.
De har vendt hjerteklubben ryggen, fordi de ikke længere tror på, at klubben har hjertet på rette sted.
Fakta om FC St. Pauli
Klubben startede officielt d. 15. maj 1910, hvor den gik under navnet St. Pauli TV og var i Kreisligaen Groß-Hamburg ( Alsterkreis) indtil 1924, hvor en separat fodboldklub ved navn FC St. Pauli blev dannet.
FC St. Pauli har udover fodbold hold indenfor rugby, amerikansk fodbold, baseball, bowling, boksning, skak, cykling, håndbold, keglespil, softball og bordtennis. Klubben er som helhed blevet meget kendt for sin unikke kultur. Den har opnået enorm popularitet ved at være notorisk underdog og ved dens antifascistiske politik og placering nær Reeperbahn.
Efter at være rykket ned til Regionalligaen -den tidligere tredje division i tysk fodbold i 2002/ 2003 -rykkede St. Pauli i 2007 tilbage til 2. Bundesliga og i 2010 for første gang i mange år op i Bundesligaen
