PSG-træner roser holdet efter ny finaleplads: En fornøjelse at se
Paris Saint-Germain skal forsøge at gøre Real Madrid kunsten efter ved at forsvare Champions League-titlen.

Paris Saint-Germain skal forsøge at gøre Real Madrid kunsten efter ved at forsvare Champions League-titlen.

Cheftræner Luis Enrique roser holdets evner til både at forsvare og angribe, efter at den franske storklub Paris Saint-Germain (PSG) onsdag spillede sig i Champions League-finalen.
Bayern München blev slået ud af turneringen efter returkampen på tyskernes hjemmebane.
- I aften viste vi, hvilken type hold vi er. Vi viste vores modenhed og evne til både at forsvare og angribe. Som træner var det en fornøjelse at se den præstation, siger Luis Enrique til Canal Plus.
PSG har været et af de mest seværdige hold i Europa de seneste år, men Luis Enriques mandskab viste en anden side af deres spil onsdag aften i München.
I sidste uge tørnede de to klubber sammen i den første semifinale i Paris. Det var et sprudlende opgør, der bølgede frem og tilbage og endte med en 5-4-sejr til PSG.
Onsdag aften gjorde PSG-spillerne arbejdet færdigt.
Sidste års vinder af Ballon d'Or, Ousmane Dembélé, scorede allerede efter tre minutter efter et kontraangreb, og derefter forsvarede PSG sig heroisk. En udligning fra tyskerne i overtiden kom for sent.
- Vi kan ikke altid vinde med magi eller ekstraordinært spil. I dag måtte vi forsvare meget, men vi forsvarede virkelig godt, siger PSG's Désiré Doué.
PSG er klar til holdets anden CL-finale i træk. Sidste år gik den franske storklub hele vejen og vandt Champions League efter en knusende 5-0-sejr over italienske Inter i finalen.
PSG er det første hold siden Liverpool i 2019 til at nå to Champions League-finaler i træk.
En sejr over Arsenal i Budapest den 30. maj vil gøre dem til det andet hold i Champions League-historien, der har formået at forsvare titlen.
Det eneste hold, der har vundet Champions League flere år i træk, er Real Madrid. Med Zinedine Zidane som træner vandt den spanske klub den europæiske fodboldturnering tre år i træk fra 2016 til 2018.
Luis Enrique vandt Champions League med FC Barcelona, da han var cheftræner for catalanerne i 2015.
/ritzau/AFP