Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappe skal bruge mere tid, inden de folder sig ud, mener Mauricio Pochettino.

Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappe.

På papiret er trioen et godt bud på enhver træners drøm og enhver modstanders værste mareridt.

Men belgiske Club Brugge formåede onsdag aften at holde de tre stjerner godt fra fadet, at holdet hjemme spillede 1-1 mod Paris Saint-Germain i Champions League.

Midtbanespilleren Ander Herrera scorede udeholdets mål, og Messis forsøg på målrammen var trioens største aftryk i kampen.

PSG-træner Mauricio Pochettino opfordrer til tålmodighed med fronttrioen.

- Det kræver tid, inden de stråler sammen. Det kræver arbejde. Jeg har gjort det klart, at vi ikke er et hold endnu. Vi skal arbejde for det, siger Pochettino ifølge Reuters.

34-årige Messi spillede sin første kamp fra start for PSG efter sommerens skifte fra FC Barcelona.

- Jeg er tilfreds med, hvordan Messi spillede. Jeg er tilfreds med hans passion og attitude, og måden han tilpasser sig på, siger Pochettino.

PSG-træneren anerkender Club Brugges indsats i det uafgjorte møde, men understreger, at han har et markant stykke arbejde foran sig på træningsbanen.

- Vi har brug for mere kontinuitet og mere flydende spil. Vi lavede for mange fejl. Men på trods af det er jeg tilfreds med spillerne. Vi skal være rolige og arbejde videre, siger Pochettino.

Ud over Club Brugge møder PSG i sin Champions League-gruppe også Manchester City og RB Leizig. Onsdag bankede City på hjemmebane Leipzig med 6-3.

/ritzau/