Paris Saint-Germain-stjernen Achraf Hakimi skal for retten i Frankrig i en sag om voldtægt.

Således besluttede en undersøgelsesdommer tirsdag at rejse tiltale mod den marokkanske landsholdsspiller.

Det skriver L'Équipe.

Beslutningen kommer tre år efter, at beskyldningerne mod Hakimi blev kendt.

Højrebacken har hele tiden fastholdt sin uskyld, og tirsdag gentog han sit budskab på det sociale medie X.

- Det er uretfærdigt, men jeg tager denne retssag med ro. Sandheden skal nok komme frem, skriver Hakimi.

Han nægter at have haft sex med den kvinde, der beskylder ham for voldtægt. Ifølge den 27-årige Hakimi var der kun tale om gensidige kram og kys.

Hakimi har tidligere hævdet, at han er offer for et forsøg på afpresning.

Ifølge anklagen betalte PSG-spilleren en kvinde for at komme hjem til ham, mens hans kone, som han nu er separeret fra, og børnene var på ferie.

Kvinden gik efterfølgende til politiet og forklarede, at hun var blevet voldtaget af Hakimi. Kvinden anmeldte ham aldrig selv, men anklagemyndigheden indledte en sag.

Hakimi har spillet for Paris Saint-Germain siden 2021. Sidste år vandt han Champions League med klubben.

/ritzau/NTB