Da sædet brændte under Ole Gunnar Solskjær i Manchester United, var der ingen, der vidste, at det kunne få konsekvenser i franske Paris Saint-Germain.

En trænerkabale af de større blev sat i gang, da nordmanden blev fyret i Manchester United, og den nye førsteprioritet så ud til at være klar: PSG-træneren Mauricio Pochettino, der på ingen måde har imponeret i det franske.

Det satte gang i en masse spekulationer i Paris omkring argentinerens potentielle afgang, og pludselig var et vildt navn på alles læber omkring den franske storklub.

Ikonet Zinedine Zidane.

Mauricio Pochettino (tv.) har ikke været en succes i PSG. Alligevel har sportsdirektør Leonardo (th.) for nyligt udtalt, at han ikke skal nogen steder.
Mauricio Pochettino (tv.) har ikke været en succes i PSG. Alligevel har sportsdirektør Leonardo (th.) for nyligt udtalt, at han ikke skal nogen steder. Foto: Stephanie Lecocq
Vis mere

Men efter flere dage med svirrende rygter var PSG-sportsdirektøren Leonardo yderst klar i spyttet.

Zinedine Zidane er ikke på vej til den franske hovedstad.

»Vi har meget respekt for Zinedine Zidane og det, han har opnået som spiller og træner, men jeg kan fortælle jer meget klart, at der ikke er nogen kontakt med ham. Der har heller ikke været noget møde med ham,« siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP, skriver L'Équipe.

I samme ombæring udtalte han sig om cheftræner Mauricio Pochettinos fremtid.

Argentineren har været PSG-træner siden årsskiftet, og selvom holdet har vundet titler på nationalt plan og nåede Champions League-semifinalen i sidste sæson, har det langtfra været en succesfuld tid for Pochettino.

Især i disse måneder, hvor han råder over en – på papiret – fantastisk spillertrup, men ikke kan finde den rigtige formel for at få de tre verdensstjerner Neymar, Kylian Mbappé og Lionel Messi til at fungere sammen og skabe et helstøbt hold.

Alligevel bakkede Leonardo op om cheftræneren.

»Vi ønsker ikke, at Pochettino forlader klubben. Han har aldrig bedt om at forlade klubben, og ingen klubber har kontaktet os, fordi de havde interesse i ham,« siger Leonardo.

Om PSG og Pochettino kan rejse sig oven på midtugens sviende 1-2 nederlag til Manchester City, vil vise sig søndag i opgøret mod Saint-Etienne.

Zinedine Zidane har været ledig på trænermarkedet siden juni. Ifølge flere medier er hans store ambition at blive cheftræner for det franske landshold, hvor Didier Deschamps lige nu har kontrakt til og med 2022.

Andre læser også