PSG-midtbanespilleren Adrien Rabiot er irriteret over, at PSG bliver ved med at sige de samme ting og taber.
Paris Saint-Germain vil så gerne vinde Champions League-titlen, og i denne sæson har holdet oprustet med stjernespillere som Neymar, Kylian Mbappé og Dani Alves.
Pariserne var onsdag aften foran 1-0 ude mod Real Madrid, men endte med at tabe 1-3 i den første af to kampe om at nå i kvartfinalen.
I 2013, 2014, 2015, 2016 nåede PSG kvartfinalen, mens holdet sidste år blev slået ud i ottendedelsfinalen efter et samlet nederlag til FC Barcelona.
PSG-spilleren Adrien Rabiot, som scorede til 1-0 mod Real Madrid, er bitter over, at det peger i retning af endnu et fransk farvel på samme stadie i turneringen.
- Vi gør altid de samme ting, og vi siger altid de samme ting, men i sidste ende bliver vi slået på samme måde, siger Rabiot ifølge uefa.com.
PSG har ikke problemer med at score mål i den hjemlige Ligue 1, og i den franske pokalturnering vandt pariserne for en måned siden 8-0 over Dijon.
- Det er irriterende, og jeg er meget skuffet. Det er nemt at score otte mål mod Dijon og score fire-fem mål i ligakampene, men vi skal slå til i kampe som mod Real Madrid, pointerer Rabiot.
Real Madrid havde store problemer mod PSG i starten af kampen, men til slut var spanierne skarpere og lavede to mål i de sidste ti minutter.
- Som sædvanlig havde vi chancerne, men vi var ikke effektive nok. Når vi spiller mod hold som Real Madrid, så har de to eller tre chancer og udnytter dem.
- Jeg er skuffet, fordi vi spillede, som vi skulle og begyndte godt, men vi indkasserede to mål i slutfasen, siger Rabiot.
PSG-træner Unai Emery har dog ikke smidt håndklædet i ringen.
- Jeg tænker på den chance, vi har på vores egen hjemmebane foran vores eget publikum. Vi har chancen for at lave et comeback, siger Unai Emery.
Om tre uger kan man i returopgøret i Paris se, om det endnu en gang bliver ved den snak, som Adrien Rabiot er så træt af.
/ritzau/