Paris Saint-Germain-reservemålmand Sergio Rico er i kritisk tilstand efter en rideulykke søndag formiddag.

Det bekræfter den franske mesterklub over for nyhedsbureauet AFP.

Den 29-årige spanier sad på bænken for PSG lørdag aften, da klubben matematisk sikrede sig det franske mesterskab ved at spille 1-1 ude mod Strasbourg.

Efter kampen rejste Sergio Rico til hjemlandet Spanien.

'Vi ønsker dig styrke og et hurtigt comeback,' skriver Ricos tidligere klub Sevilla på Twitter.

Efter den voldsomme ulykke, der skete i El Rocio i det sydlige Spanien, blev Rico bragt til Virgen del Rocío-hospitalet i Sevilla.

Ifølge mediet Relevo var det en løbsk hest, der løb ind i den hest, Rico red på, så han styrtede mod jorden.

Paris Saint-Germain har endnu ikke kommenteret hændelsen yderligere.