Thiago Silva ønsker, at PSG hver eneste gang kommer med samme udtryk som i 3-0-sejren over Real Madrid.

Paris Saint-Germain har haft for mange udsving de seneste sæsoner, og det har indimellem kostet dyrt i Champions League.

Onsdag indledte PSG Europas største klubturnering med en overbevisende hjemmesejr på 3-0 over Real Madrid i første runde af gruppespillet.

Anfører Thiago Silva ansporer efter sejren sine holdkammerater til at holde fast.

- Det er ikke fordi, at vi har sendt et signal, men vi dominerede den her kamp.

- Vi var meget effektive og solide, som vi skal være. Vi skal spille på den måde hver gang - også i den franske liga - og vise karakter og sult, siger Thiago Silva til uefa.com.

I sidste sæson røg PSG ud i ottendedelsfinalen af Champions League efter et samlet nederlag til Manchester United.

Franskmændene havde vundet udekampen mod United med 2-0 og skulle bare gøre arbejdet færdig på eget græs. Det endte dog med den helt store nedtur, da United vandt 3-1 i Paris efter et engelsk mål på straffespark i overtiden.

PSG-træner Thomas Tuchel mener, at holdet er kommet videre efter skuffelsen mod United.

- Nederlaget tog hårdt på alle i klubben. Nu har vi fået nye, friske spillere ind. Vi har vist, at vi kan komme os efter store nederlag, siger Tuchel til 3+.

- Jeg ser det som om, at vi er kommet videre - en proces. Vi skal bare hænge i, siger PSG-træneren.

Onsdagens sejr over Real Madrid var ekstra imponerende, eftersom PSG's normale fronttrio bestående af Neymar, Kylian Mbappé og Edinson Cavani sad på tribunen.

Neymar var i karantæne, mens Mbappé og Cavani er ude med skader.

I gruppens anden kamp spillede Club Brugge tidligere onsdag 0-0 mod Galatasaray.

/ritzau/