Promille tæt på fire gange det tilladte: Real Madrid-stjerne dømt for spirituskørsel
Spilleren tilstod i retten at have kørt under påvirkning af alkohol.

Spilleren tilstod i retten at have kørt under påvirkning af alkohol.

Den spanske forsvarsspiller Raúl Asencio, der tørner ud for gigantklubben Real Madrid, er blevet sigtet og dømt for spirituskørsel.
Han tilstod sigtelsen over for Højesteret i Las Palmas de Gran Canaria den 19. august, skriver The New York Times.
Tilståelsen får kontante konsekvenser for den unge fodboldspiller.
Han har nemlig fået frakendt sit kørekort og er derudover blevet idømt en bøde på 14.400 euro, som svarer til omkring 107.500 danske kroner.
Den mærkbare straf skyldes den markante mængde alkohol, spilleren havde i blodet. I Spanien lyder den øvre tilladte grænse på 0,25 mg/l. Da Asencio blev vinket til side og bedt om at puste i et alkometer den 16. august, var resultatet 0,90 mg/l – altså næsten fire gange den tilladte grænse.
Det er dog ikke den eneste juridiske hovedpine for den spanske forsvarsspiller.
Flere retssager lurer nemlig i horisonten mod Raúl Asencio, der er sigtet i to tilfælde for at have delt intime videoer uden samtykke, herunder et sex-tape med en mindreårig.
Han er sigtet i sagen sammen med tre andre ungdomsspillere fra Real Madrid.
De forurettede kvinder trak oprindeligt deres anklager mod spanieren tilbage, men efter en retslig høring i juli blev det alligevel besluttet, at han skal stilles for retten. Raúl Asencio har dog nægtet sig skyldig i anklagerne.