Danny Amankwaa, Marco Rojas og Frederik Schram stopper i Sønderjyske, når deres kontrakter udløber til nytår.

Sønderjyske spillede søndag sin sidste kamp i efteråret i Superligaen, og når holdet mødes igen efter vinterpausen, bliver det uden tre af de nuværende spillere.

Både Danny Amankwaa, Marco Rojas og Frederik Schram har kontraktudløb ved årsskiftet, og ingen af dem har fået deres kontrakt forlænget. Det skriver Sønderjyske på sin hjemmeside.

Klubben har ellers forsøgt at forlænge kontrakten med Rojas, men det lykkedes ikke at forhandle en aftale på plads med newzealænderen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Marco Rojas (th.) er en af spillerne, som stopper i Sønderjyske.
Marco Rojas (th.) er en af spillerne, som stopper i Sønderjyske. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Vi har ikke lagt skjul på, at vi gerne ville forlænge kontrakten, og det har også været tæt på, men i sidste ende kunne vi ikke nå hinanden, og sådan går det nogle gange.«

»Han er en teknisk stærk spiller, som på sine gode dage også har lagt lag på vores spil med bolden, men i de perioder, hvor banerne har været dårlige, og kampene bliver spillet på andre præmisser end det, han er god til, så har det været svært at sætte hans excellente fødder i scene,« siger Haysen.

Midtbanespilleren Amankwaa blev hentet til Sønderjyske fra skotske Hearts, men har ikke slået til i det sønderjyske.

»Vi anså det som lidt af et scoop, da vi hentede Amankwaa, men det er desværre ikke helt gået, som både han og vi forventede.«

»Han har nogle åbenlyse kompetencer, men der har også været nogle ting, han skulle lægge på sit spil, men det er vi ikke rigtig lykkedes med, og derfor har han ikke fået den rolle, vi havde håbet på,« siger Hans Jørgen Haysen.

Målmanden Frederik Schram fik kun kort tid i Sønderjyske, som han blev hentet til i sommer som erstatning for den skadede Nikola Mirkovic.

Schram blev hurtigt udlejet til Lyngby, da Mirkovic blev sin skade kvit.

Sønderjyske sluttede efterårssæsonen med et 1-2-nederlag til Horsens og må overvintre på Superligaens 11.-plads.

/ritzau/