FCM's træner og anfører var meget tilfredse med måden, som FCK blev slået på i superligatopkamp.

For en uge siden smed FC Midtjylland en føring på 3-1 hjemme mod AGF, men tabte alligevel med 3-4, men søndag viste holdet, hvor skabet - eller rettere sagt mesterskabet - skal stå.

Efter en solid indsats blev FC København slået med 2-1 i Parken, så midtjyderne nu fører med 11 point til FCK inden de sidste seks spillerunder i Superligaens mesterskabsspil.

- Jeg er glad for, at vi kunne stå for presset, for det er også et mentalt spil, og der er stor credit til holdet for at levere sådan en præstation efter sådan en skuffelse sidst, siger FCM-træner Brian Priske.

Han så sit hold kreere en håndfuld gode chancer i første halvleg, mens FCK skulle et stykke ind i anden halvleg, før det første gang blev farligt på hjemmebanen i Parken.

- Jeg tror, at der gik omkring 70 minutter, før de havde en afslutning på mål, og det siger selvfølgelig en del. Jeg synes, at vi var det bedste hold og skabte en del chancer og vandt meget fortjent. Men hvor stor styrkeforskellen var, er svært at sige, siger Priske.

Man får dog ikke træneren til at fejre mesterskabet allerede.

- Fodbold er fodbold, og alt kan lade sig gøre. Så for os handler det om at holde fokus og sørge for at gøre arbejdet færdigt.

Anfører Erik Sviatchenko er på linje.

- Matematisk kan alt lade sig gøre, men med vores selvtillid og selvforståelse skal vi selvfølgelig gøre det færdigt. Det ligger godt til os, men man skal gå ydmygt ind til alle kampe og vise respekt for kampene, fastslår Sviatchenko.

Han var utroligt glad for måden, FCM vandt på og medgav, at holdet i perioder havde optrådt på den måde, som FCK har for vane at gøre som hjemmehold i Parken.

- Det var utroligt dejligt at vinde på den måde. Vi kom med et meget stærkt udtryk, og jeg synes, at det var en meget stærk præstation, når man ved, at FCK kom meget sultne på banen for at stoppe vores march, siger Sviatchenko.

/ritzau/