FC Midtjylland-fans skal kigge langt efter en tv-kanal, der viser tirsdagens kamp mod mægtige Benfica.

For når 'Ulvene fra Heden' går på banen på det legendariske stadion Estádio da Luz i Champions League-kvalifikationskampen mod det portugisiske storhold, bliver kampen nemlig ikke vist på dansk tv.

Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.

Årsagen er, at prisen for at vise kampen simpelthen har været alt for høj hos de portugisiske rettighedshavere.

»Viaplay Group er ofte gået rigtigt langt i forhold til at sikre danske kampe på udebane, til glæde og gavn for de danske fodboldseere, men denne gang har prisen fra de portugisiske rettighedshavere tilsyneladende været alt for høj,« siger FCM’s kommercielle direktør, Jacob Jørgensen.

I stedet må slukørede FCM-fans følge midtjydernes kamp gennem opdateringer på klubbens Twitter-konto, ligesom det også er muligt at følge statistikker i deres matchcenter på klubbens hjemmeside, lyder det.

FC Midtjylland er nået til tredje kvalifikationsrunde til årets Champions League, hvor Benfica tirsdag aften er modstanderen i det første af to opgør.

Kampen mellem de to mandskaber begynder efter planen klokken 21.

Der er returopgør på MCH Arena i næste uge.