Søndag var det danske kong Frederik, der efter 40 lange år uden mesterskaber dukkede op på Ceres Park Vejlby for at fejre AGFs Superliga-sejr. 

Onsdag aften var det blevet den engelske kronprins, Williams, tur til at fejre en sjælden sejr for sit fodboldhold. 

William blev tydeligt rørt under kampen. 
William blev tydeligt rørt under kampen.  Foto: James Marsh/Shutterstock

Her snuppede Aston Villa en 3-0 sejr over tyske Freiburg i Europa League-finalen, som sluttede Birmingham-klubbens 44 år lange europæiske trofætørke. 

På lægterne kunne man se en dybt engageret kronprins, der både klappede, bad for holdet - og var rørt til tårer undervejs. 

Den fodboldgale kongelige skrev efter kampen på sociale medier ifølge The Sun, at han var 'Villa til jeg dør'.

»Fantastisk aften!! Stort tillykke til alle spillerne, holdet, personalet og alle med tilknytning til klubben! 44 år siden den sidste smagsprøve på europæisk sølvtøj!« skrev han.

Efter at hans hold løftede trofæet, jokede Villas skotske kaptajn John McGinn lidt med kronprinsens tilstedeværelse: 

»Forhåbentlig betaler Prins William for den gratis bar. Han er en stilfuld fyr, han var i omklædningsrummet før. Han er bare en helt normal fyr, og det er dejligt at have hans støtte.«

Aston Villa vandt European Cup svarende til nutidens Champions League i 1982, samme år som den engelske kronprins blev født. 

I mellemtiden er det ikke blevet til mange trofæer, men de vandt trods alt den lille engelske cupturnering et par gange i 90'erne. 

B.T. Fodbold

I dagens program dykker vi ned i torsdagens vigtige kamp mellem Brøndby og FCK. Vi vender også de seneste transferrygter og AGFs vilde guldweekend. Vært: Jonas Ryefelt, sportsjournalist på B.T. Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.