Målscorer Joakim Mæhle bliver af flere aviser fremhævet som en af Danmarks bedste, da VM-billetten kom i hus.

Joakim Mæhle er på kort tid blevet et af fodboldlandsholdets største profiler.

Med sin hyppige scoringer og store løbepensum på venstreflanken har den tidligere AaB-spiller spillet sig ind i de danske fodboldfans' hjerter.

Tirsdag sendte han Danmark til VM i Qatar med sin scoring i den danske 1-0-sejr over Østrig i kvalifikationen. Det har fået de danske aviser til at finde de rosende gloser frem.

Under overskriften "En sand helt" bliver Mæhle fremhævet i Ekstra Bladets sportssektion.

B.T. udråber "score-prinsen" Mæhle som "Prins Joakim af Parken" og giver venstrebacken fem ud af seks stjerner i karakter for tirsdagens præstation.

I Jyllands-Posten er målhelten, hvis scoring beskrives som "koldblodig", også blandt de spillere, der får højest karakter - otte ud af ti - sammen med Thomas Delaney og Simon Kjær.

Politiken bruger syvtrinsskalaen og svinger sig op på et ti-tal til Mæhle. Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg, Simon Kjær og Andreas Christensen får samme karakter og anses - af Politiken - som Danmarks bedste spillere mod Østrig.

- Egentlig burde man ikke blive overrasket mere, men det er alligevel imponerende, som Joakim Mæhle fortsætter med at være en af Danmarks farligste spillere fra sin position på venstre wingback, lyder det i Politiken.

Joakim Mæhle er nu oppe på syv mål i 21 optrædener på landsholdet. Altså et mål i hver tredje kamp i gennemsnit.

Danmark mangler stadig at spille to kampe i VM-kvalifikationen, men billetten til Qatar er altså allerede blevet indløst. Slutrunden spilles i november og december næste år.

/ritzau/