Louis van Gaal føler sig ikke yderligere presset i Manchester United efter lørdagens 1-2-nederlag til Sunderland. Det fortalte han i et interview kort efter kampen.

Godt nok hæver hollænderen formentlig en fornuftig hyre for sine strabadser i Manchester United, men ellers kan der ikke for alvor være meget at glæde sig over for Louis van Gaal for tiden.

Sidste weekend smed Manchester United to point i overtiden i 1-1-kampen mod Chelsea, og lørdag var den så gal igen, da Wahbi Khazri og Lamine Kone tildelte 'De Røde Djævle' Premier League-sæsonens syvende nederlag.

Et relevant spørgsmål efter den nye bommert mod Sunderland syntes derfor at være, om van Gaal mærker et endnu tungere pres. Det fandtes der et ret klart svar på.

»Nej,« sagde Louis van Gaal til britiske BT Sport.

Van Gaals position som manager har ellers været under kraftig beskydning i løbet af ugen, og det bliver ikke meget bedre for hollænderen af, at han konstant har skulle forholde sig til vedvarende rygter om, at José Mourinho angiveligt er på plads som hans afløser allerede til sommer. Van Gaal har udtalt, at han har svært ved at forestille sig, at det er tilfældet, da han ikke forventer, at klubledelsen går bag hans ryg.

I stedet prøver Van Gaal at holde tankerne på nutiden og de ting, som han trods alt har gjort godt i sin tidligere manager-karriere i klubber som FC Barcelona og Bayern München.

»Jeg er nødt til at gøre mit arbejde, og jeg forsøger at gøre det så godt, som jeg overhovedet kan. Mere kan jeg ikke gøre. Nu handler det om at gøre spillerne klar til kampen mod FC Midtjylland.«

Manchester United møder torsdag de danske mestre i Europa League i det første af to opgrø. Stormvejret aftager næppe af et nyt dårligt resultat mod Jess Thorups mandskab, men manageren håber, at succes i Europa kan redde lidt af sæsonen.

»Efter dette resultat (mod Sunderland, red.), som vi kun kan beskylde os selv for, er det nok den bedste rute. Det er ikke nemt, for der er mange ligeværdige hold, som konkurrer,« sagde Louis van Gaal.

Manchester United har seks point til Manchester City på fjerdepladsen, som giver adgang til Champions League-kvalifikationen. Søndag møder City Christian Eriksen og Tottenham.