London. Chelsea har den seneste måned haft store problemer i Premier League, hvor det regerende mesterhold i øjeblikket er ni point efter Manchester Citys tophold.

Lørdag lettede lidt af presset på Chelsea-manager Antonio Conte, da hans spillere afværgede et muligt tredje liganederlag i træk i en comeback-sejr på 4-2 over Watford.

Efter sejren afviser Antonio Conte, at han føler sig fyringstruet.

»Jeg føler et stort pres, men ikke den type pres, hvor klubben kunne finde på at fyre mig.«

»Jeg fornemmer ærlig talt ikke det pres. Jeg stoler på mit arbejde,« siger italieneren.

»Når jeg tager hjem til mit hus, så er jeg glad, fordi jeg ved, at jeg giver 150 procent i jobbet. Det samme gør mine spillere,« siger han.

48-årige Antonio Conte ankom til Stamford Bridge før sidste sæson og gjorde holdet til engelsk mester.

Titler i Premier League og Champions League udløser dog ikke automatisk en længerevarende jobgaranti i Chelsea.

For to år siden blev den nuværende Manchester United-manager, José Mourinho, fyret, syv måneder efter at han havde ført Chelsea til det engelske mesterskab.

I 2012 blev Roberto Di Matteo afskediget, seks måneder efter at italieneren havde været med til at sikre London-klubben Champions League-titlen.

Chelsea indtager en øjeblikkelig fjerdeplads i Premier League med 16 point efter ni spillerunder. Topholdet Manchester City har 25 point.

/ritzau/