Lionel Messi scorede to gange, og Javier Mascherano lavede sit første klubmål i syv år i Barcelonas storsejr.

Den argentinske verdensstjerne Lionel Messi er nu oppe på 502 mål for FC Barcelona.

Onsdag scorede han to mål for tredje ligakamp i træk, da Barcelona bankede bundproppen Osasuna med 7-1.

Dermed er Barcelona tre point foran konkurrenten Real Madrid i toppen af Primera Division.

Real Madrid har dog spillet to kampe færre og kan senere onsdag aften komme på pointmæssig omgangshøjde ved at slå Deportivo La Coruña.

Søndag vandt Barcelona over netop Real Madrid i El Clasico på et mål i sidste sekund af Lionel Messi.

Onsdag skulle han bruge 12 minutter på at komme på måltavlen for første gang, da han driblede sig til en friløber og lobbede bolden over målmanden.

Inden pausen fordoblede André Gomes føringen, mens Roberto Torres reducerede kort inde i anden halvleg direkte på frispark.

André Gomes scorede på ny, før det igen var Messi-tid.

Efter en times spil lukkede han endegyldigt kampen med en signaturscoring: Et par træk ind mod midten af banen og et følt venstrebensspark nær stolpen.

Med 4-1-scoringen var sejren hjemme, og Messi blev sparet i kampens sidste halve time.

Barcelona kunne også uden den lille magiker. Blot minuttet efter indskiftningen gjorde Paco Alcácer det til 5-1.

Yderligere tre minutter senere blev det 6-1 på et straffespark. Her kom kampens nok største jubelbrøl på Camp Nou, da Javier Mascherano sparkede bolden i nettaget.

Det var argentinerens første mål for klubben, og hans første klubmål siden februar 2010, hvor han scorede for Liverpool i Europa League. Og vi skal helt tilbage til 2008 for at finde hans seneste ligamål! 32-årige Mascherano er nu oppe på tre klubmål og tre landsholdsmål i karrieren.

I slutminutterne gjorde Paco Alcácer det til 7-1 på en friløber.

Osasuna kan officielt rykke ned senere onsdag aften, hvis Leganes slår Las Palmas.

/ritzau/