Sagen om Manchester Citys brud på de økonomiske regler i Premier League er nået helt til toppen af det politiske system i Storbritannien.

Premierminister Andy Burnham, der tidligere har været borgmester i Manchester, lover nu at offentliggøre alle detaljer om sin kontakt med Manchester City. Det skriver Reuters.

Løftet kommer i kølvandet på kritik fra oppositionen, som er fortørnet over nogle udtalelser fra Burnham i forbindelse med sagen mod Manchester City.

Da City blev kendt skyldig i alvorlige brud på de økonomiske regler i Englands bedste fodboldrække, udtrykte Burnham bekymring for, at Citys ejere kunne finde på at sælge klubben efter en domfældelse.

Burnham fremhævede, at Citys ejerskab havde været "en enormt vigtig partner i opbygningen af det moderne Manchester" og "i at gøre klubben til en global magtfaktor".

Den nuværende premierminister var borgmester i Manchester i årene fra 2017 og frem til 2026 og havde i den forbindelse kontakt med klubben samt dens ejere fra Abu Dhabi.

Det britiske parti Liberaldemokraterne opfordrede tidligere på måneden Burnham til at offentliggøre oplysninger om eventuelle møder, han havde haft med Citys ejere eller repræsentanter fra Abu Dhabi.

Den konservative leder Kemi Badenoch er ligeledes kommet med nogenlunde samme opfordring.

Oppositionen anmoder Burnham om at udlevere mødereferater og oplyse om alle gaver og ydelser fra Citys ejerskab.

- Jeg er blevet bedt af oppositionslederen om at offentliggøre detaljer om mine møder, hvilket jeg med glæde vil gøre og også kommer til at gøre.

- Jeg vil helt klart lægge alt frem om det arbejde, jeg har udført sammen med dem i min tidligere rolle som borgmester i Manchester, siger Burnham i mandagens udgave af podcasten "The Rest is Politics".

Premierministeren understreger, at møderne ikke har fundet sted i den seneste tid.

- Hvad angår de møder, jeg deltog i, er ingen af dem af nyere dato. Jeg havde faktisk kun ét væsentligt møde, og det fandt sted i 2021, siger Burnham.

Den tidligere Manchester-borgmester kom i modvind, da han i slutningen af september roste Citys ejerskab.

- Jeg vil faktisk gerne takke City Football Group og det brede ejerskab for pengene, som de ikke kun har lagt i Etihad Stadium og det omkringliggende område, men også i byen, sagde Burnham.

Siden forsøgte han at præcisere sine udtalelser og kaldte Citys brud på fodboldreglerne for alvorlige.

Premierministeren ser dog gerne, at man adskiller investeringerne i fodbolddelen fra de økonomiske indsprøjtninger, der er foretaget i lokalsamfundet i Manchester.

I alt er City kendt skyldig i at have overtrådt 114 ud af 115 økonomiske regler i Premier League i årene fra 2009 til 2018 af en uafhængig kommission.

Den har fundet ud af, at City har manipuleret med regnskaber, pustet sponsorindtægter kunstigt op og bevidst bogført for få udgifter for at omgå reglerne for, hvor mange penge klubberne må bruge.

I perioden vandt City blandt andet tre engelske mesterskaber, tre Liga Cup-titler og et FA Cup-trofæ.

City afviser at have gjort noget forkert og har anket afgørelsen for at undgå potentielt hårde sanktioner.

RITZAU