Hvis du ikke er blevet vaccineret eller kan fremvise en negativ covid-19-test, skal du blive væk.

Så klar er meldingen fra Premier League til de utallige fans, som ønsker at komme på stadion hver eneste weekend og se fodbold.

Og det er til trods for, at regeringen i England har valgt at droppe det såkaldte coronapas ved store arrangementer, som vi eksempelvis har set herhjemme i flere måneder.

Det skriver Daily Mail.

Fans på Old Trafford i weekenden.
Fans på Old Trafford i weekenden. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Der har været afviklet fire spillerunder i den nye sæson i Premier League, og ifølge Daily Mail skulle nogle klubber allerede have afvist nogle fans, som ikke havde covid-19-dokumentationen i orden.

Derudover ønsker fodboldorganisationen at indføre et system i de 20 klubber, så man kan sikre sig, at fansene på stadion er vaccineret eller testet negativ for den frygtede virus. Det forventes at stå klar til oktober.

Premier League har ligeledes udsendt et tweet, hvor de minder fansene om nogle gode huskeregler. Det gælder eksempelvis mundbind. Du kan se dem alle i bunden af denne artikel.

Kampene i den bedste engelske fodboldrække har været spillet for fulde stadions siden sæsonpremieren i midten af august. Alligevel vil der være covid-19-medarbejdere til de fremtidige kampe for at sikre en sikker adgang til kampene.