Eden Hazard har åbent flirtet med et skifte til Spanien, hvilket var ved at ske i sommer. Men Chelsea-spilleren endte med at blive i London.

»Chelsea var meget tydelige omkring det. Jeg kunne ikke forlade klubben. Det accepterede jeg. Uanset hvad, væk eller blive, så ville jeg være glad for det. Jeg fortryder overhovedet ikke denne beslutning,« siger Eden Hazard til franske Telefoot ifølge The Sun.

Historien kommer oven på Hazards fremragende præstationer for både Chelsea og det belgiske landshold.

Ved VM i Rusland vandt Hazard bronze med Belgien, og det var i interview efter VM, at rygterne for alvor begyndte at florere.

»Efter seks vidunderlige år er det måske på tide at prøve noget nyt og særligt efter dette VM. Jeg kan godt beslutte, om jeg vil blive eller skifte, men det er Chelsea, som træffer den endelige beslutning,« sagde Hazard ifølge Het Laaste Niuews, mens han satte yderligere ord på hos engelske BT Sport.

»Jeg vil fortælle sandheden. Efter VM ville jeg væk, fordi min drøm er at spille i Spanien,« sagde Hazard til B.T. Sport ifølge Daily Mail.

Samtidigt har Hazard gjort det mere end klart, hvad det er for en klub i Spanien, han gerne vil til: Real Madrid.

»For mig er Real Madrid stadig den bedste klub i verden. Det vil jeg ikke lyve om. Det er min barndomsdrøm at komme til at spille for den klub. Vi må se, hvad der sker. Jeg vil ikke tale om Real hver dag, men jeg tror, vi snart kommer til at tale om min fremtid. Hvis du har en drøm, vil du også gerne opfylde den,« siger Hazard i et længere interview med Het Laaste Nieuws.

Eden Hazard kan stadig grine og smile af at være Chelsea-spiller - og her på det belgiske landshold - selvom hans drøm er at komme til Real Madrid.
Eden Hazard kan stadig grine og smile af at være Chelsea-spiller - og her på det belgiske landshold - selvom hans drøm er at komme til Real Madrid. Foto: VIRGINIE LEFOUR
Vis mere