På billedet ser man en flok glade Chelsea-stjerner, der fejrer lørdagens FA Cup-trofæ med en sejr på 1-0 over Manchester United.

Men det er ikke alle spillere, der er lige glade. Den brasilianske midtbanespiller Willian kunne ikke lade være med at vise sin utilfredshed, da han senere lagde billedet op på Instagram ved samtidig at skjule sin cheftræner, Antonio Conte, med tre trofæ-emojier.

Willian har fået begrænset med spilletid på det seneste. Han har kun startet inde én gang, efter han i FA Cup-semifinalen mod Southampton stormede ned i omklædningsrummet, da han blev skiftet ud.

Tidligere på ugen blev Willian interview af ESPN om sit forhold til Conte, hvortil han svarede: »Uha. Vil du virkelig have, at jeg fortæller dig det? Lad os gemme det til det næste interview.« Og ifølge ESPNs Chelsea-korrespondent Liam Twomey, så er det slet ikke nyt, at Willians syn på Conte ikke er det bedste.

'Det er ingen hemmelighed, at Willian ikke kan lide Conte. Han har været ind og ud af holdet gennem de sidste to år og bryder sig formentligt heller ikke om den behandling, Luiz (David Luiz) og Costa (Diego Costa) har fået. Det her ser dog ikke godt ud,' skriver han på Twitter.

Den brasilianske landsholdsspiller var også på bænken mod Manchester United lørdag. Han blev skiftet ind i stedet for Eden Hazard i overtiden for at spilde tiden og forsvare føringen på 1-0, som også blev slutresultatet.

Chelsea sluttede i denne sæson på en skuffende femteplads i Premier League, som ikke sikrer en billet til den prestigefyldte Champions League.