'Lad os skille os af med INEOS.'

Sådan lød det sent søndag aften fra Manchester Uniteds portugisiske kaptajn på det sociale medie X, der tilsyneladende ønskede nyt ejerskab i den kriseramte engelske klub – der er bare et enkelt problem:

Det er ikke Bruno Fernandes, der har trykket på tastaturet og sendt budskabet ud i offentligheden.

Mandag afslører hans arbejdsgiver på selvsamme medie, at kaptajnens X-profil er blevet hacket af ukendte gerningsmænd.

'Fans skal ikke interagere med nogen af opslagene eller direkte beskeder (fra Fernandes, red.),' skriver storklubben.

I svarene til X-opslaget har flere kvikke Manchester United-fans postet screenshots af nogle af de nu slettede opslag, Bruno Fernandes har postet siden i går.

'Fuck, åh nej, jeg spreder ordet,' har Bruno Fernandes' bruger angiveligt skrevet som kommentar til 'De Røde Djævles' advarsel til deres fans, mens den hackede bruger også har bedt en fan 'holde sin fede kæft'.

Opslagene kom i kølvandet på en ny Manchester United-skuffelse, da man søndag aften tabte 2-1 til Brighton og dermed blev ekspederet ud af FA Cuppen.