En sejltur under en ferie på Barbados tog pludselig en meget dramatisk drejning for Sunderland-spilleren Duncan Watmore, hans kæreste og adskillige andre passagerer. En katamaran bragede med høj fart pludselig ind i deres båd.

Den blev delt i to, og sammenstødet resulterede i, at alle blev kastet over bord. Og det var her, at den 23-årige fodboldspiller tog heltekappen på, skriver The Sun. Han formåede at redde tre passagerer op fra vandet, før livredderne kunne komme til for at hjælpe resten. Og stemningen var mere end panisk.

»Det var skræmmende, liv eller død. Jeg er heldig, at jeg ikke vendte tilbage i en kiste. Duncan hjalp alle med at komme op på båden. Han kunne ikke have været mere rar,« fortæller en af de tre, der blev reddet af fodboldstjernen, til The Sun.



Vidnet har forklaret, at de fra båden havde set katamaranen komme, men at de var overbevist om, at styrmanden ville se dem og skifte retning. Det skete dog ikke, og vidnet forklarer, at i næste øjeblik lå alle passagererne i vandet som følge af det voldsomme sammenstød.

Med stor hjælp fra Duncan Watmore blev passagererne hevet op på katamaranen, og ifølge det engelske medie var der heldigvis ingen, der kom alvorligt til skade. En kvindelig passager havde dog fået en slem flænge i det ene ben, og også her trådte Sunderland-spilleren til.

Han tog resolut sin t-shirt af og brugte den som pres mod blødningen, indtil kvinden blev kørt på hospitalet.

Duncan Watmore og hans kæreste Sophie kom ikke selv noget til under den dramatiske episode. Sunderland-spilleren er lige nu meldt ude resten af sæsonen som følge af en knæskade, som han pådrog sig i en kamp mod Leicester i december.

Klubbens manager, David Moyes, gav ham sidste måned lov til at tage på ferie. Moyes regner med, at Duncan Watmore for alvor kan komme igang igen til sommer.