Den belgiske midtbanespiller Mousa Dembélé fortsætter karrieren i den kinesiske klub Guangzhou R&F.

Premier League-klubben Tottenham er blevet en midtbaneprofil fattigere.

På sin hjemmeside skriver Tottenham, at klubben er blevet enig med den kinesiske klub Guangzhou R&F om at sende 31-årige Mousa Dembélé til Kina.

Her har den belgiske landsholdsspiller fået en treårig kontrakt.

»Tottenham føles som en del af min familie,« siger Dembélé ifølge nyhedsbureauet AFP til SpursTV.

»Jeg tager herfra med en fantastisk fornemmelse og en stærk kærlighed til klubben,« siger han.

Ifølge AFP ligger overgangssummen i omegnen af 90 millioner kroner.

Belgieren har spillet i Tottenham siden august 2012, da han kom til fra Fulham. Tidligere har han spillet i AZ Alkmaar, Willem II og Germinal Beerschot.

Han scorede i sin debut for Tottenham og har i alt spillet 250 kampe for London-klubben. I alt er det blevet til 10 mål i Tottenham-trøjen.

Dembélé har desuden spillet 82 kampe for det belgiske landshold.

/ritzau/