Det er ikke altid lige nemt at være stor brexit-fan. Det må Premier League-manageren Sam Allardyce sande i de her dage.
Den nærmest levende legende, som har gennemsuttet bundklubberne i den bedste række og også lige nåede at være engelsk landstræner for en kort stund, bliver godt og grundigt hånet som en vendekåbe i de her dage.
For livet som manager i bundklubben West Bromwich er ikke lige nemt i denne tid efter brexit. Sam Allardyce kan nemlig ikke få de spillere, som han ønsker.
»Jeg har fundet tre spillere, som var i stand til at komme hertil, men det må de ikke. Det er en skam. På grund af de nye regler om arbejdstilladelse måtte de ikke komme til landet, selvom de godt måtte tidligere. Jeg må se på det og overveje, hvem der kan få tilladelsen,« siger Sam Allardyce ifølge The Independent.

De nye regler i Premier League tilsiger, at spillere fra EU-lande nu skal have arbejdstilladelse i Storbritannien for at kunne komme til Premier League og spille. Det er ikke noget problem for de største stjerner, der spiller på landsholdet. Men for bundklubber som West Bromwich, der skal finde de gemte juveler, bliver brexit et større problem.
Det har Sam Allardyce måttet sande, og imens har mange på de sociale medier naturligvis husket på, at den 66-årige fodboldboss selv var en af dem, der stemte for, at Storbritannien skulle ud af EU.
Inden det blev en realitet, og briterne stemte for at melde sig ud af EU, var Sam Allardyce manager i Sunderland. Her skulle han ifølge The Sun dengang have spurgt sine spillere, om de ønskede at blive i eller forlade EU.
»Jeg er ude. Jeg føler, at EU ikke gør Storbritannien noget godt,« svarede Allardyce angiveligt selv dengang, mens han også flere gange har talt for brexit og været sur på politikerne for ikke at få forhandlet brexit på plads hurtigere.
Og det er det, der bider ham bagi nu. Her kan du læse nogle af skuddene mod Allardyce med kælenavnet Big Sam.
Sam Allardyce, en trofast brexit-støtte, klager over brexit-regler, der har indskrænket hans transfermuligheder for nedrykningstruede West Brexit Albion. Brexit-realiteten kan meget vel betyde nedrykning for Big Sam.
Big Sam Allardyce har problemer med at få de spillere, han gerne vil, på grund af brexit.
Og i dagens afsnit af ældre, der ikke forstod, hvad brexit i virkeligheden betød andet end 'tag vores grænser tilbage': Vi præsenterer Big Sam Allardyce.
Det kan altså stadig dele briterne at tale om brexit og konsekvenserne af dette.