6.800.000.000 kroner.
Det er det fuldstændig vanvittige facit over Premier League-klubbernes forbrug i januars transfervindue, hvor de engelske klubber smadrede både den tidligere rekord og banken.
Det skriver BBC, der har lavet en opgørelse over klubbernes enorme spenderen.
I alt har de engelske klubber nu brugt over 23,5 milliarder kroner i denne sæson.
Den kriseramte storklub Chelsea brugte klart flest penge af de 20 klubber.
London-klubbens nye ejer, Todd Boehly, måtte hoste op med vilde 2,4 milliarder kroner, der er mere end alle klubber i Bundesligaen, La Liga, Serie A og Ligue 1 tilsammen.
Chelsea kronede klubbens absurde januar-indkøbstogt med det dyreste spillerkøb i engelsk fodbolds historie, da klubben hentede den argentinske verdensmester Enzo Fernandez for 900 millioner kroner.
Premier League-klubberne brugte mere end 2,3 milliarder kroner alene på transfervinduets lukkedag tirsdag.
Til sammenligning lød den tidligere Deadline Day-rekord fra 2018 på knap 1,3 milliarder kroner.
Klubbernes nye, dyre spillere får første gang chancen for at vise sig frem i weekenden, når der er fuldt program.