Leicester buldrer mod Premier League, og indtager førstepladsen i den næstbedste engelske række. En af de største årsager til holdets aktuelle succes er klubbens danske keeper Kasper Schmeichel, og hans præstationer i Championship er ikke gået ubemærket hen i Storbritannien.

Flere Premier League-klubber har allerede meldt deres interesse til Schmeichel-lejren og er klar til forhandlinger. Kasper Schmeichels kontrakt med Leicester udløber til sommer, og derfor er det ifølge reglerne lovligt for andre klubber at forhandle med målmanden, da han har under et halvt år tilbage af den nuværende kontrakt.

Bt.dk erfarer, at West Ham, Hull og Newcastle er blandt bejlerne, og Fulham har også meldt sig med en løs henvendelse. Men Schmeichel skal også tage stilling til et fornemt udspil på en kontraktforlængelse fra Leicester, der vil beholde klubbens viceanfører. Det bekræfter Leicester-manager Nigel Pearson.

- Kasper er en fantastisk målmand, og han bliver bedre hele tiden. Han er også en leder i truppen og på banen, så vi vil gå langt for at beholde ham. Vi sagde også nej til flere tilbud i sommer. Især hvis drømmen om Premier League går i opfyldelse, skal Kasper være med, sagde Nigel Pearson til Telegraph forleden.

Hull-interessen er langt fra ny. Allerede i sommer forsøgte Hull-manager Steve Bruce med flere bud på den 27-årige målmand, men Leicester krævede 36 mio. kr. for ham, hvilket var meget med blot et år tilbage af kontrakten.

West Ham er også en ivrig bejler. De hentede i sommer den spanske målmand Adrian i Real Betis, men han har langt fra gjort en god figur hverken til træning eller i de kampe, han har spillet. Senest var han på mål, da West Ham i weekenden fik en snitter på 0-5 af Nottingham Forest i FA Cup’en.

I stedet har West Ham-manager Sam Allardyce holdt fast i 38-årige Jussi Jäaskeläinen, som stadig holder højt niveau, men kroppen er begyndt at blive mærket af alderen. Derfor vil det være som førstekeeper, at West Ham vil hente Kasper Schmeichel. Newcastle er også inde i billedet, men det er kun, hvis klubben skiller sig af med målmand Tim Krul til sommer.

Der er imidlertid også en hel del, der taler for, at Kasper Schmeichel først beslutter sig, når han ved, om Leicester spiller i Premier League i næste sæson. Meldingerne går på, at han befinder sig godt i Leicester, hvor han er viceanfører og sidste år blev kåret som årets spiller i klubben.

Han er netop flyttet med familien til Manchester, hvor han også boede som knægt, da hans far spillede for Manchester United. I december sagde landsholdsmålmanden også, at han ikke havde travlt med at beslutte sig.