Han er ukendt for mange danskere, men er faktisk blandt de største målmandshåb, vi har.
Andreas Søndergaard lever en i Danmark stille tilværelse i Premier League-klubben Wolverhampton, hvor han siden salget fra OB i januar 2018 stille og roligt er rykket frem i bussen.
I dag er han 20 år, han er blevet en fast del af Premier League-holdet, og senest sad han på bænken mod både Everton og Manchester United i sæsonens to sidste kampe.
»Det er bare så fedt, at vi følger den plan, der er blevet lagt, så jeg langsomt men sikkert kommer tættere og tættere på holdet. Det er faktisk gået hurtigere end forventet. Jeg blev købt ind til at være på U18-holdet, men blev allerede efter tre kampe rykket op på U23-holdet. Fra sidste sommer har jeg trænet fast med førsteholdet, og i januar fik jeg en ny kontrakt og blev ny tredjemålmand på Premier League-holdet. Det er fantastisk,« siger Andreas Søndergaard.
Det var faktisk planen, at han skulle have debut mod De Røde Djævle, men det forhindrede en skade tidligt i kampen på Wolves-holdet, og da der stadig kun spilles med tre udskiftninger i Premier League, røg danskerens mulighed for den største oplevelse i karrieren.
»Det var meningen, at jeg skulle have spilletid i den kamp, og det er mega uheldigt, men sådan er det. Det var dejligt at være med, og tilliden giver bare mere blod på tanden og viser, at alt mit arbejde har været det hele værd,« forklarer den jordbundne fynbo.
Søndergaard sluttede sæsonen af med disse store oplevelser, men vi skal blot skrue tiden få måneder tilbage, før han blev ramt af en særdeles chokerende situation.
Det var i en kamp i marts mod Sunderland, at modstanderne skød et frispark omkring midten af banen ind i feltet, hvor den 188 centimeter høje dansker ragede op og tog bolden. Men samtidig fik han et knæ i maven, som i første omgang blev negligeret.
»Jeg tænker, det er et slag, en mavepuster, og prøver bare at rejse mig op. Men jeg mærker en voldsom smerte og må lade mig skifte ud,« siger han og fortæller videre:
»Jeg kommer ud til vores medical room, hvor jeg får noget smertestillende, og de kontrollerer mit blodtryk. De siger, at alt er fint, og jeg tænker, at om en dag eller to er jeg tilbage.«
»Efter 20 minutter får jeg det bare værre og værre. Jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt, og jeg kunne hverken ligge eller sidde. Folkene omkring mig blev bekymrede og spurgte, hvad der skete, og så ringede de efter en ambulance. Igen fik jeg at vide, at alt så okay ud, og det bare var et slag, men de ville lige køre mig på skadestuen til en kontrol.«
På det lokale hospital i Wolverhampton lå Andreas Søndergaard i halvanden time med tiltagende smerter, og keeperen kunne ikke få ro, fordi han lå dér i sit kamptøj, og alle ville snakke med giraffen fra den lokale klub.
»Jeg fik det bare dårligere og dårligere, og samtidig kom folk hen til mig og var nysgerrige. Selv sygeplejerskerne, og de er jo søde alle sammen, men lige der ville jeg bare gerne ligge og have ro. Jeg havde det godt nok skidt,« husker Andreas Søndergaard.
Så skidt, at den tidligere U19-landsholdsmålmand blev hasteopereret. For det var ikke bare et slag. Det var et uheld, der var tæt på at blive fatalt.
»Lægen kom ind og sagde, at jeg ikke måtte få mere smertestillende og skulle scannes, men da de ikke kunne se, hvad der var galt på billedet, skulle jeg have en kikkertundersøgelse, og så blev jeg kørt ind på operationsstuen.«
»Det viste sig, at der var gået hul på min mavesæk, og de lavede et cut lige i midten. Bagefter fortalte han mig, at hvis det havde siddet bare otte centimeter længere til siden, kunne det have resulteret i, at jeg ikke kunne spille spille fodbold igen. Det var min mavesæk, der blev ramt, men havde det været milten, kunne det have været langt, langt værre. Fatalt, sagde lægen.«
Den besked kom oven i en operation, der var hård nok at komme igennem i sig selv.
»Jeg var helt væk i syv dage derefter. Mit hoved lå på skrå hele tiden. Jeg kan ikke engang den dag i dag forstå, hvad der er sket, fordi det er så uvirkeligt for mig, men det har også givet mig meget med den nedtur,« bemærker Andreas Søndergaard, der ikke blot selv fik en oplevelse, men også gav hospitalspersonalet en.
»Sygeplejerskerne spurgte, hvad jeg lavede og livede helt op, da jeg sagde, at jeg er fodboldspiller. Så var de meget mere over mig, fra da jeg sagde det og ville have billeder til deres børn. Kirurgen spurgte mig også om et billede,« erindrer Andreas Søndergaard, der ikke har det helt godt med den slags forskelsbehandling.
»Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at jeg skulle behandles anderledes, fordi jeg er fodboldspiller. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare behandler alle lige godt,« lyder det retorisk fra den unge dansker.
Han understreger, at han aldrig kommer til at føle sig hævet over andre.
»Mange spillere glemmer ‘det normale’ og bliver selvfede over, hvad de har opnået. Det er bare ærgerligt i stedet for at bevare de gode værdier. Fordi man spiller fodbold og klarer sig godt, gør det ikke, at man er bedre end andre. Jeg vil ikke have bedre behandling end andre,« pointerer den endnu ukendte Premier League-målmand, som snuser mere og mere til, hvordan det er at være feteret stjerne i en af verdens bedste ligaer.
»Når vi træner, har vi en masse sikkerhedskontrol på anlægget, og der står fans stort set hver dag og vil have autografer. Jeg kan mærke det hele tiden. Bare jeg handler, bliver jeg stoppet og genkendt, fordi folk vil have billeder. Folk går virkelig meget op i det, og jeg synes, det er hyggeligt,« forklarer han og tilføjer om at være en fast del af en Premier League-trup:
»Det er selvfølgelig virkelig lækkert. Det er en fed trup, og man finder ud af, at de andre også bare er drengerøve ligesom mig. De tager pis på hinanden og har det godt sammen. Jeg kan godt mærke, at der er en del mere omtale og pres på os på førsteholdet, men det giver bare én helt vildt meget,« påpeger han.
Danskeren omgås nu til hverdag store spillernavne, men ingen af dem er så prominente som Andreas Søndergaards nye mentor, den engelske stjerne og tidligere landsholdsanfører Rio Ferdinand, der er tilknyttet det agentfirma, som målmand er klient hos.
»Jeg har ikke mødt ham personligt, han skrev bare til mig, da jeg kom ind i firmaet, og fortalte, at han glædede sig til at arbejde med mig. Der har ikke været muligt at møde ham på grund af Covid-19 og sådan noget. Rio Ferdinand er mere en mentor og sparringspartner,« siger målmanden og fortsætter:
»Det er klart, at det er vildt, når det er en spiller, man selv har set spille som mindre, hvor jeg så op til ham, så det er surrealistisk.«
Netop Rio Ferdinand og agenterne skal trække i arbejdstøjet nu, for selv om Andreas Søndergaard hele tiden oplever fremgang i Wolverhampton og kommer tættere og tættere på holdet, er tiden nu inde til at få seniorkampe i handskerne.
»Planen er, at jeg skal udlejes i den nye sæson, og hvorhen har jeg ingen ide om. Vi går efter det bedste niveau, men det vigtigste er at få spilletid nu. Jeg er stadig rigtig ung, og det handler om at spille nu, så jeg kan fortsætte min udvikling, og så kommer jeg tilbage efter en sæson eller to og kæmper med om en startplads i Wolves,« beretter Andreas Søndergaard, som i første omgang går efter at blive udlejet til en klub i Championship og få bygget sit navn endnu mere op.
Et halvt år efter, at den ukendte dansker var otte centimeter fra at kunne ende som fodboldinvalid.
