Nigel Pearson er blevet ansat som cheftræner i Watford, der ligger nederst i den bedste engelske fodboldrække.

Det bliver Nigel Pearson, der skal sikre Watford overlevelse i Premier League.

Den 56-årige englænder er fredag blevet ansat som ny cheftræner for bundproppen i den bedste engelske række, skriver Watford på sin hjemmeside.

Pearson er blevet udstyret med en kontrakt, der i første omgang løber frem til udgangen af sæsonen. Han tager over mandag. Midlertidig cheftræner Hayden Mullins vil derfor være at finde på sidelinjen, når Watford lørdag møder Crystal Palace.

Ansættelsen af Pearson sker, efter at Watford søndag fyrede Quique Sánchez Flores. Spanieren havde kun ført holdet til 8 point i 14 ligakampe i denne sæson.

Englænderen bliver Watfords tredje cheftræner i år. Quique Sánchez Flores nåede kun at indtage posten i ti kampe, efter at han i september tog over efter landsmanden Javi Gracia.

Nigel Pearson har senest stået i spidsen for belgiske Oud-Heverlee Leuven. Han har tidligere blandt andet ad to omgange været manager i Leicester. I 2013/14-sæsonen førte han Kasper Schmeichel og co. til oprykning til Premier League.

Han var selv aktiv fra 1981 til 1998, hvor Pearson optrådte for Shrewsbury Town, Sheffield Wednesday og Middlesbrough.

Watford tabte i midtugen til Nigel Pearsons tidligere arbejdsgiver Leicester og har derfor 8 point efter 15 kampe på 20.-pladsen i Premier League.

/ritzau/