Prekært trænerskifte skaber uro i Gladbach før CL-brag
Utilfredse Mönchengladbach-fans har skabt røre, efter at træner Marco Rose har annonceret skifte til Dortmund.

Utilfredse Mönchengladbach-fans har skabt røre, efter at træner Marco Rose har annonceret skifte til Dortmund.

Borussia Mönchengladbach er ramt af uro op til den tyske klubs første ottendedelsfinale i Champions League nogensinde, onsdag klokken 21 mod Manchester City.
Blandt klubbens fans har det på sociale medier skabt stor røre, at træner Marco Rose sidste mandag meddelte, at han stopper efter sæsonen for i stedet at blive træner hos konkurrenten Borussia Dortmund.
Og på et stort banner foran stadion bad klubbens fans om "det karakterløse svins" øjeblikkelige afgang.
På banen floppede holdet lørdag med et 1-2-nederlag hjemme til bundholdet Mainz. Det tog Marco Rose på sin kappe.
- Alt, der er sket i denne uge, og alt, der har ramt spillerne, er sket på grund af mig. Og jeg bærer ansvaret for det, sagde Rose.
Den tidligere toptræner Poul Hansen, der nu er fodboldekspert i Viasats bundesligadækning, er ikke overrasket.
- Personligt vil Rose stadig lægge al sin dedikation i jobbet og spillerne også langt hen ad vejen, men omgivelserne reagerer ikke uventet utroligt voldsomt.
- Den uro kan du ikke holde væk fra banen, for det fylder så meget på sociale medier. Det bliver forstyrrende, mener Poul Hansen.
Han undrer sig over, at Rose allerede nu bliver offentliggjort som kommende Dortmund-træner.
- Det er atypisk, at det kommer frem så længe før, for normalt vil man holde kortene tæt på kroppen for at undgå støj. En grund kan være, at en agent har haft interesse i at fortælle det, for det giver ingen mening at det melde det ud nu.
Han påpeger, at det generelt kan skabe uro fra spillere, der er utilfredse med manglende spilletid, når en træners afgang meldes tidligt ud, og det kan være svært at bibeholde respekten i omklædningsrummet.
Og han vurderer, at presset kan blive større, når en træner ikke bare melder sin afgang, men også præsenteres hos en konkurrent.
Det prøvede den nuværende Silkeborg-træner, Kent Nielsen, da han i december 2014 meldte ud, at han ville stoppe i AaB i sommeren 2015 for at blive OB-træner.
- Jeg husker det ikke som et problem i forhold til dem, jeg arbejdede sammen med i AaB, fordi vi havde et fælles mål om at vinde den næste kamp.
- Der var positivitet, fordi vi kom fra en sæson, hvor vi havde vundet The Double, og i dette tilfælde har Rose også haft succes med Gladbach, siger Kent Nielsen.
Han mener primært, at eventuel uro kommer fra medier og fans, der nu fylder mere på sociale medier. I Gladbachs tilfælde ønsker mange fans Roses øjeblikkelige afgang.
Den slags kan klubledelser være påvirkelige over for, påpeger Kent Nielsen.
- Der er pres på fra sociale medier og andre medier, og jeg tror, at nogle ledelser beklageligvis lader sig presse.
- Jeg mener, at fodboldledelser er sat i verden til at træffe sportslige beslutninger uden hensyntagen til folkeopinionen. Dem, der mener noget, er som regel dem, der er længst væk fra, hvor tingene foregår.
Nu gælder det hjemmekampen på neutral bane i Budapest mod Manchester City, der med sine 18 sejre i træk på tværs af alle turneringer fremstår som Europas mest formstærke.
/ritzau/