Manchester City har et godt udgangspunkt efter en 2-0-sejr over Gladbach i den første CL-ottendedelsfinale.

Manchester City står med mere end det ene ben i kvartfinalerne i Champions League efter en overbevisende indsats i det første opgør mod Borussia Mönchengladbach.

Josep Guardiolas mandskab virkede til at være i fuld kontrol i næsten hele kampen, og det kastede en 2-0-sejr af sig. Det var Manchester Citys 19. sejr i træk på tværs af alle turneringer.

Bernardo Silva scorede i første halvleg, mens Gabriel Jesus fordoblede føringen i anden halvleg på Silvas oplæg.

Borussia Mönchengladbach havde formelt set hjemmebane, men opgøret blev spillet på neutral grund i Budapest.

Tyskerne skal levere en historisk præstation for at kunne gå videre i returkampen 16. marts i Manchester.

Det er kun sket en enkelt gang tidligere i Champions League-historien, at et hold, der har tabt med to mål på hjemmebane i den første kamp, er endt med at gå videre.

Skal Borussia Mönchengladbach gøre Manchester Uniteds kunststykke fra 2019 efter, så kræver det også en helt anden indsats, end den holdet leverede i store dele af onsdagens kamp.

I første halvleg var tyskerne kun i boldbesiddelse kort tid af gangen, og holdet var aldrig i nærheden af at true Manchester Citys mål.

Gladbach stod dog nogenlunde i holdets defensiv, og derfor måtte det dominerende City-hold nøjes med en enkelt scoring i første halvleg.

Den kom efter portugisisk samarbejde, da Bernardo Silva udnyttede Joao Cancelos perfekte indlæg i det 29. minut.

Midt i anden halvleg var Silva så involveret i 2-0-målet, da han headede bolden ind midt foran mål, hvor Gabriel Jesus kastede sig ind i den og scorede.

Selv om Gladbach var bedre med i anden halvleg, måtte holdet vente helt til kampens sidste aktion med at få et skud inden for målrammen. Hannes Wolfs forsøg blev dog reddet af en ellers arbejdsløs Ederson.

/ritzau/