Nogle nederlag går hurtigt i glemmebogen, andre skriver sig ind i historiebøgerne. Lørdagens begivenheder i Braga hører til i sidste kategori.

1-4-nederlaget til Danmark i Nations League betegnes af portugisiske medier som en af de største ydmygelser i det portugisiske fodboldlandsholds historie.

Avisen A Bola hæfter sig ved, at Portugal aldrig har lidt et større nederlag på hjemmebane i en betydningsfuld landskamp.

Det fremhæves også, at man skal tilbage til 2010 for at finde det seneste eksempel på, at Portugal har lukket fire mål ind i en landskamp på eget græs.

For landstræner Jorge Jesus var der tale om et tungt nederlag. Det fortalte han på pressemødet efter kampen.

- Vi havde allerede sagt, at Danmark er et godt hold, og det beviste de, siger den 72-årige portugiser, der led sit første nederlag som landstræner.

Jorge Jesus fortæller videre, at den portugisiske bagkæde havde svært ved at holde styr på de danske angribere. Der blev ikke forsvaret godt nok.

- Danmark gjorde mod os, hvad vi gjorde mod dem, siger han ifølge det portugisiske medie Record, der betegner kampen som et "mareridt".

Landstræneren refererer til det omvendte opgør i Parken, som blev spillet i oktober. Her tabte Danmark 2-4.

- Når man taber, er det altid negativt. Vi må erkende, at Danmark var bedre end os, ligesom vi følte, at vi var bedre end Danmark, da vi vandt 4-2.

Jorge Jesus blev også spurgt, hvorvidt han savner Cristiano Ronaldo, der meddelte sit stop på det portugisiske landshold tidligere i november.

Record beskriver, at nogle tilskuere sang hans navn, da de forlod stadion efter Danmarks fjerde scoring.

- Om jeg savner ham? Hvordan kan jeg savne ham, når han ikke længere spiller for landsholdet? Han spiller ikke længere, han er her ikke, lyder svaret.

Efter sejren over Portugal er førstepladsen i Nations League-gruppen blevet en mulighed for Danmark.

Pierre-Emile Højbjerg og co. kan dog også slutte på både anden- og tredjepladsen.

Tirsdag afvikles den sjette og sidste spillerunde. Her kommer Norge på besøg i Parken. Får danskerne point, er de videre til kvartfinalerne.

RITZAU