Victor Froholdt startede på bænken for første gang, da FC Porto vandt med 2-1 over Røde Stjerne.

For første gang siden sit skifte til Portugal var den danske landsholdsspiller Victor Froholdt torsdag henvist til bænken fra kampens start for FC Porto, der undervejs sendte danskeren ind og endte med at vinde 2-1 over Røde Stjerne.

Froholdt var med i opspillet til sejrsmålet, der kom i det 89. minut i Europa League-opgøret. 18-årige Rodrigo Mora blev matchvinder, da han fik bolden serveret af holdkammeraten Pepê og blot skulle sende den i et tomt serbisk mål.

Den danske midtbaneprofil blev sendt på banen i pausen, hvor begge mandskaber havde fundet netmaskerne en enkelt gang. Han var et stort aktiv for portugiserne gennem hele anden halvleg.

Inden da havde danskerens offensive holdkammerat William Gomes i første halvlegs ottende minut sendt portugiserne i front fra straffesparkspletten.

Det var som om, at det blev en sovepude for Porto, der spillede en uinspireret omgang fodbold resten af halvlegen.

Efter lidt mere end en halv time blev det straffet. Røde Stjernes Vasilije Kostov sparkede en løs bold i netmaskerne efter en dødbold.

Oven på en forkølet første halvleg fra Porto kiggede cheftræneren i pausen Victor Froholdts vej.

Danskeren havde inden opgøret torsdag spillet fuld tid i samtlige kampe med undtagelse af en siden sit sommerskifte til Porto.

Den tidligere FC København-profil bidrog gennem hele anden halvleg med sin vanlige store energi og lyst til konstant at deltage i spillet.

Froholdt sværmede sammen med holdkammeraterne om det serbiske felt. I kampens sidste ordinære minut sikrede et kontrastød så tre portugisiske point.

Med sejren har Porto maksimumpoint efter de første to Europa Leauge-ligakamp. I første opgør blev danskerklubben Red Bull Salzburg slået.

/ritzau/