Mandag aften kunne Ekstra Bladet berette om konkret interesse fra Barcelona og Porto for FC Midtjyllands guldfugl Pione Sisto.

Tidligere har bestyrelsesformand i FC Midtjylland, Rasmus Ankersen, fortalt BT om en stor interesse for Sisto, der var med til at sende mesterskabet til Midtjylland søndag.



»Vi har ikke fået nogen konkrete bud på papir, men vi har fået mange stærke indikationer på, at der er mange klubber, der gerne vil købe ham. Men hans pris skal være den rigtige,« sagde Rasmus Ankersen søndag til BT.



Stærke indikationer er nu blevet til konkrete følere. Det fortalte Ankersen til TV3 Sports mandagsstudie.



»Der er masser af 'run' på ham. Alle og enhver kunne på hans præstation søndag, efter at have været ude i et halvt år, at der er tale om et helt specielt talent. Så der er masser af konkrete følere på ham, og vi må se, hvad der sker i de næste par måneder. Jeg er ret sikker på, at sælger vi Pione til sommer, bliver han den dyreste spiller i klubbens historie og måske også i Superligaens historie,« fortalte han omkring Sistos situation.



Ifølge Ekstra Bladet havde Barcelona folk til stede i søndagens guldbrag mellem FC Midtjjyland og FC København for at syne Sisto for tredje gang i denne sæson.



Tidligere har BT kunnet fortælle om interesse fra blandt andre den engelske storklub Manchester City.