En skandale i den belgiske fodboldverden er under opsejling.

Det er nemlig kommet frem, at en af Belgiens mest populære tv-værter, Stéphane Pauwels, er blevet anholdt for væbnet røveri efter en større efterforskning.

Den 50-årige fodboldvært er mistænkt for ‘væbnet røveri med et skydevåben som en del af en bande’, har anklageren Wenke Roggen forklaret til AFP, der også fortæller, at fem personer er i politiets varetægt.

Selve hændelsen fandt sted i byen Lasne syd for Bruxelles i 2017, hvor det i medierne blot blev beskrevet som indbrud. Pauwels anholdelse sker efter en større efterforskning vedrørende røverier, indbrud og narkotikahandel, som det belgiske politi gik i gang med for flere måneder siden.

Foto: LAURIE DIEFFEMBACQ
Vis mere

Den populære vært optræder normalt på Belgiens RTL-TVI-kanal, der er landets førende private tv-station.

Derudover er han også kendt i Frankrig for at være vært på adskillige fodboldprogrammer.

Stéphane Pauwels har næsten 85.000 følgere på Twitter, der blandt andet tæller stjerner som Eden Hazard, Benjamin Mendy og Michy Batshuayi.

Og hvis man netop kigger på hans Twitter-profil, så har værten også reageret. Han virker dog til at tage det rimelig roligt på trods af de alvorlige anklager.

'Det er okay, venner. Tak, fordi I bekymrer jer om mig,' skrev han onsdag.

Pauwels har været tilbageholdt i byen Mons både tirsdag og onsdag, inden han stod foran en dommer, der sigtede ham og efterfølgende løslod ham mod en betinget kaution.

Arbejdsgiveren RTL Belgium har samtidig oplyst, at Stéphane Pauwels er suspenderet med øjeblikkelig virkning.

'Ledelsen ved RTL Belgium har et stærkt håb om, at der bringes klarhed over situationen så hurtigt som muligt,' skriver de via nyhedskanalen RTL Info.