Helle Smidstrup kan for tiden smile ekstra stort både på og uden for skærmen. Hun venter nemlig barn med sin kæreste, Rene Schrøder.

Det bekræfter TV3 Sport-værten over for BT, og fortæller, at de første par måneder er gået okay. Hun har ikke været voldsomt generet af de lykkelige omstændigheder.

»Man er jo altid lidt dårlig, men det går bedre nu,« fortæller Helle Smidstrup.

Hver weekend guider hun danskerne gennem fodboldkampene i Premier League. Og heldigvis har hun ikke mødt store udfordringer på skærmen i forbindelse med graviditeten, der har gjort det vanskeligt for hende at gennemføre programmerne i weekenden.

»Det er gået ret fint, selvom man jo ser lidt tykkere ud,« griner hun.

Helle Smidstrup og Rene Schrøder, der er chef for dansk fodbold på TV3 Sport, har begge børn fra tidligere forhold, som også kender til den dejlige nyhed. Og de blev 'bestemt' glade, da de fik at vide, at der kommer en lille ny til familien.

»De glæder sig rigtig meget,« siger Helle Smidstrup.

Den lille ny kommer til verden til september. Parret ved endnu ikke, om de venter en dreng eller en pige og adspurgt, om det skal være en overraskelse på dagen, er svaret klart.

»Vi vil gerne vide, hvad det bliver,« siger Helle Smidstrup, der tidligere har været en populær vært på TV3 Sports fodboldflagskib 'Onside' , hvor hun startede i 2014.

Dog måtte hun skifte til holdet, der dækker Premier League, fordi forholdet til Rene Schrøder ikke var foreneligt med Helle Smidstrups rolle som vært på programmet. Det bekræftede hun overfor BT i februar.

»Det er korrekt, jeg ikke skal være vært på Superligaen længere, fordi jeg er kæreste med redaktøren for dansk fodbold  (René Schrøder red.). Jeg respekterer ledelsens beslutning og ser frem til de store udfordringer, jeg får nu,« siger Helle Smidstrup til BT og tilføjede, at hun er meget glad for at være på TV3 Sport.