43-årige Camilla Martin husker særligt et interview, der ikke gik helt efter planen.

Mange live-udsendelser er blevet til mange interviews for Camilla Martin, der i år kan fejre, at hun har været tv-vært i ti år hos TV3 Sport. Og et bestemt interview med en anden journalist står malet krystalklart i den tidligere badmintonstjernes erindring.

En episode, hun selv betegner som sin største brøler, og som stadig forfølger hende den dag i dag.

»Jeg havde et interview med Frits Ahlstrøm i studiet ikke så lang tid efter, jeg var begyndt. Og så skulle jeg sige ’ruineret’ i forbindelse med United, der var styrtet ned med et fly. Og jeg kunne simpelthen ikke få det sagt, for jeg kom til at sige ’urineret’. Jeg hører stadig for det, og jeg kan huske, at den brøler var jeg træt af. Jeg var ikke så langt inde i forløbet, og det er en af dem, der gør lidt nas. Jeg kan huske, at jeg på køreturen hjem tænkte, at det var virkelig pinligt. Jeg prøvede jo at rette det, men sagde forkert igen, så den var ikke sjov, fordi det også var et relativt ømt emne, vi sad og snakkede om,« siger tv-værten, der understreger, at hun bare var nødt til at komme videre og ikke dvæle ved situationen for længe.

Hun har derimod svært ved at hive ét bestemt interview ud af ligningen, som hun er særligt stolt af.  Hun føler selv, hun har lavet en del gode træner-interview, men egentlig tænker hun ikke så meget over, om det har været perfekt. For hende er missionen at få trænerne til at sige noget godt, som publikum vil høre på.

Det var tilbage i februar, at det blev meldt ud, at Camilla Martin skulle tilbage på Onside efter at have dækket Premier League. Det skyldtes, at den daværende vært, Helle Smidstrup, er kæreste med er kæreste med René Schrøder, der er chef for dansk fodbold på kanalen.

Forholdet viste sig øjensynligt at være uforeneligt med værtsrollen på det populære fodboldprogram, og løsningen var derfor at sende Helle Smidstrup på Premier League holdet.