En polsk fan, der kom i tumult med politiet i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen i Parken i september, skal nu stå ret foran en dansk domstol.

Samtidig er Den Uafhængige Politianklagemyndighed, DUP, i gang med at efterforske, om en eller flere af de betjente, der var involveret i balladen, skal tiltales for at have behandlet den polske fan for hårdhændet.

En video af slagsmålet mellem den polske fan, der hedder Grzegorz Horodko (SE VIDEOEN ØVERST I ARTIKLEN), og politiet blev de efterfølgende dage delt på de sociale medier sammen med en række billeder. De viser, at politiet uddeler knippelslag til polakken og holder fat i ham, mens han bløder fra hovedet og har håndjern på. Efterfølgende måtte han sys i hovedet.

Anholdelsen af Grzegorz Horodko skete lige før VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen tæt på Parken, på Per Henriks Lings Allé i København.

Grzegorz Horodkos advokat, Jakob Lunøe, oplyser på vegne af sin klient, at han er rystet over behandlingen af det danske politi.

»Min klient har anmodet mig om, at jeg kontakter pressen, fordi han er ganske rystet over, hvordan politiet behandlede de polske tilskuere. Han var her i Danmark med sin kæreste og et andet ægtepar. Hans billet var købt af dansk/polske venner på DBU’s hjemmeside, og alligevel blev han nægtet adgang til station,« lyder det fra Jakob Lunøe til BT.

Advokaten oplyser samtidig, at Grzegorz Horodkos skal stå foran dommeren i Københavns Byret 23. oktober kl. 9.30.

Landskampen mellem Danmark og Polen 1. september blev skæmmet af voldsomme uroligheder mellem polakker og dansk politi flere forskellige steder i København. Meget af balladen opstod i forbindelse med, at polske fans forsøgte at komme ind på de danske fanafsnit, hvilket ifølge DBU er i strid med UEFAs regler.

»Der var mange polske fans, der fik danske venner til at købe billetter til dem for at komme ind på de danske afsnit. Der var også polske fans, der oprettede norske e-mail-adresser og lignende for ikke at ligne polakker, så de kunne købe billetterne. Selv ved indgangene til Parken var vi ude for, at polakker købte danske landsholdstrøjer og malede Dannebrog i ansigtet for at se danske ud,« siger DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer.

Lige nu efterforsker DUP det danske politis ageren i sagen og vurderer, om der skal rejses tiltale.

»Vores efterforskining af sagen er stadig i den indledende fase. Vi arbejder på at identificere de betjente, der var involveret, vi gennemgår det videomateriale, der er fra episoden og er i færd med at foretage afhøringer,« fortæller Jannus Rasmussen, der er special konsulent hos DUP.

Han oplyser samtidig til BT, at man først om nogle måneder kan fortælle, om betjente i det danske politi skal tiltales i sagen.