Helsingør Stadion ligner 'lort'.

Det mener byrådspolitiker i Helsingør Kommune, Peter Poulsen (S), og derfor har han klaget til Helsingør Kommune over stadionets tilstand.

Til Helsingør Dagblad uddyber han sin frustration over, at stadionet, der blev indviet i 2019, ser ud, som det gør.

»Der er stadig alt for mange fejl og mangler. Og jeg må sige, at jeg bliver ked af det og skuffet og en lille smule gal over, at et nyt stadion til næsten 100 millioner kroner fremstår så sjusket og rodet og uværdigt,« siger Peter Poulsen til Helsingør Dagblad.

Det nye Helsingør Stadion efter indvielsen i august sidste år.
Det nye Helsingør Stadion efter indvielsen i august sidste år.
Vis mere

Billeder fra stadionet, som Helsingør Dagblad bringer, viser tydeligt, hvordan ukrudt har fået lov til at gro sig højt omkring på stadion. Derudover fremhæver Peter Poulsen, at det flyder med cigaretskodder foran hovedindgangen på grund af manglende askebægre, at der er en masse sten og jord, der er blevet slæbt med ind på stadion, døre der binde og mangler håndtag samt mangel på toiletter.

Derudover er der omkring stadionet et hegn, der ikke dækker af for folk, der står uden for stadion, som derfor kan se kampene uden problemer uden at købe billet.

Helsingør Kommune ejer stadionet og lejer det ud til FC Helsingør, der er rykket tilbage til den næstbedste række efter en tur i anden division.

Det nye stadion i Helsingør blev åbnet i sommeren 2019 og kostede ifølge Helsingør Dagblad mere end 80 millioner kroner. Det var oprindeligt budgetteret til at koste 57 millioner kroner.

Lars Rich, der er direktør i Helsingør Kommune, forklarer, at de problematikker, Peter Poulsen bringer på banen, vil bliver udbedret inden den kommende sæson starter.

I første kamp i NordicBet Ligaen møder Helsingør nedrykkede Silkeborg.