Tirsdagens kamp mellem Borussia Dortmund og FCK har resulteret i ballade i og uden for det tyske stadion.

Inden kampen blev FCK-fans fulgt til stadion af politiet og flere fik taget deres romerlys og pyroteknik. Til kampen har FCK-fans kampen igennem også lyst stadion op med den røde pyroteknik og skudt det afsted mod kampklædt politi.

Det skal nu efterforskes. Det oplyser lokalpolitiet til B.T.

»Vi har ikke anholdt nogen på nuværende tidspunkt, og der er i øjeblikket intet uro i form af slåskampe på stadion. Men FCK har kastet og benyttet sig af pyro under hele kampen. Vi har en del kameraer i og på stadion, så vi kigger på videooptagelserne og efterforsker herefter,« forklarer den siddende vagtchef ved lokalpolitiet i Dortmund.

Dog er romerlys også blevet skudt afsted mod FCK-fans.

Inde på stadion opstod der nemlig ballade, da tilskuere fra en af de tyske tribuner skød romerlys efter FCK-fansene, som svarede igen med fyrværkeri.

Noget af pyroteknikken ramte også ind på banen på Signal Iduna Park, og stadionspeakeren påtalte det med det samme. Politiet kom straks ind på stadion og fik sat en stopper for uroen og er fortsat talstærkt til stede.

FCK tager afstand fra kast med pyroteknik fra holdets egne fans. Det oplyser FCK på sin hjemmeside, hvor man påpeger, at man havde advaret om risikoen for ballade.

»Vi vil nu samarbejde med de relevante instanser omkring kampen for at opklare, hvorfor det gik galt,« lyder det.

Lokalpolitiet vil også kigge på de pågældende Dortmund-fans, som skød med pyro.