Det kommer ikke til at gå stille for sig, når FC København torsdag aften tager imod skotske Celtic i Europa Leagues 1/16-delsfinaler. Efter Københavns Politis overbevisning heller ikke uden for stadion.

Politiet har god grund til at ruste sig til ballade i Københavns gader, siger ledende politiinspektør hos Københavns Politi Peter Dahl, som er den øverste ansvarlige for byens beredskab.

»Vi er i højeste beredskab – hvad angår fodboldkampe – og det er vi på grund af vores efterretninger og erfaringer,« siger han og uddyber:

»Vi har et velfungerende samarbejde med politiet i samtlige lande i Europa, og gennem de kanaler har vi erfaret, at der kommer mindst 1.000 fans til København uden billet til fodboldkampen,« siger Peter Dahl.

Sådan så det ud, da Røde Stjerne-fans gæstede København inden Champions League-kampen mod FC København i august 2019.
Sådan så det ud, da Røde Stjerne-fans gæstede København inden Champions League-kampen mod FC København i august 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men det er ikke det eneste, der har fanget politiets opmærksomhed i forbindelse med kampen, der starter kl. 19 på Østerbro.

»Der kommer også fans fra Tyskland for at deltage i festen,« siger han.

Er det jeres indtryk, at fansene uden billet og fansene fra Tyskland kommer med det formål at lave ballade?

»Lad mig sige det på den måde, at jeg kan ikke afvise, at der bliver ballade. Fans uden billet giver altid udfordringer. Men selv hvis de kun kommer for at feste, er det stadig nok i sig selv til, at vi skal være ekstra opmærksomme,« siger Peter Dahl.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Allerede natten til torsdag gjorde de mange skotske fans nemlig opmærksom på sig selv i det københavnske natteliv og voldte politiet visse udfordringer, siger han.

»Vi fik meldinger natten igennem om, at de opførte sig højrøstede og provokerende,« siger politiinspektøren.

Politiet oplyser aldrig, hvor mange ressourcer man afsætter til en specifik begivenhed.

»Men du kan godt skrive, at vi bliver mange,« siger Peter Dahl til B.T.

B.T. dækker kampen samt både optakt og nedtakt LIVE fra København fra tidlig eftermiddag i dag, torsdag.