Det gik hedt for sig efter AS Romas overraskende nederlag torsdag aften ude mod norske Bodø/Glimt i Conference League.

I spillertunnelen efter Bodø-Glimts 2-1-sejr opstod der et skænderi mellem ledere fra de to mandskaber, og det lokale politi blev efterfølgende tilkaldt. Det beretter TV2 Norge.

- Der har været en episode mellem holdene i spillertunnelen efter kampen, siger indsatsleder Kristian Karlsen.

- Politiet har ikke selv set det, men der var lidt skubben. Ikke mere end det, siger han.

Indsatslederen fortæller, at ingen har ønsket at anmelde sagen.

Bodø/Glimt og AS Roma har et indgående kendskab til hinanden, efter at de to klubber mødtes i efteråret i gruppespillet, hvor nordmændene vandt hjemmekampen 6-1. Romerne fik reddet lidt af æren i returkampen, der endte 2-2.

Trænerne fra de to klubber har forskellige udlægninger af, hvad der foregik efter opgøret.

Bodø/Glimt-træner Kjetil Knutsen hævder, at en Roma-assistent var blevet bedt om at hakke på ham både før og under kampen.

- Det var noget, som de havde bestemt sig for før kampen. Kommunikationen var rettet direkte mod mig.

- Han begyndte at hakke på mig før kampstart, og det fortsatte gennem hele kampen. Det er ikke fairplay at forstyrre mig i mit job, forklarer Knutsen til NRK.

Roma-træner José Mourinho var ikke interesseret i at høre Kjetil Knutsens udlægning, da journalister forsøgte at genfortælle den på det efterfølgende pressemøde.

- Jeg er ikke interesseret i at høre, hvad han sagde.

- Lad vær med at fortæl mig det. Jeg vil ikke vide det, lød det fra Mourinho.

Fra den italienske lejr forlyder det, at det i stedet var Bodø-Glimt-træner Kjetil Knutsen som angreb Romas målmandstræner.

Der er returkamp i Italiens hovedstad på torsdag i næste uge.

/ritzau/NTB