Politiet bekræfter: Fodboldstjerne sigtet for fem voldtægter


Den tidligere Arsenal-spiller Thomas Partey er af britisk politi blevet sigtet for fem voldtægter.
Det bekræfter Metropolitan Police Service på sin hjemmeside.
Den 32-årige fodboldstjerne forlod storklubben Arsenal efter sidste sæson og er lige nu uden klub.
Partey er af politiet sigtet for fem tilfælde af voldtægt mod to forskellige kvinder.
Han er desuden sigtet for seksuelt overgreb mod en tredje kvinde.
Alle tilfælde fandt ifølge politiet sted mellem 2021 og 2022. Politiets efterforskning begyndte i februar 2022.
»Vores prioritet er fortsat at yde støtte til de kvinder, der har henvendt sig. Vi vil bede alle, der er blevet påvirket af denne sag, eller alle, der har oplysninger, om at tale med os,« siger kriminalkommissær Andy Furphy.
Thomas Partey, der har spillet 51 landskampe for Ghana, skal møde i retten den 5. august.
Ghaneseren nåede fem sæsoner i Arsenal inden kontraktudløbet og spillede forinden fem sæsoner i den spanske topklub Atlético Madrid, som han vandt både det spanske mesterskab og Europa League med.