En gruppe personer, herunder flere iranske fodboldspillere, blev tilbageholdt af politiet nytårsaften.

Årsagen var, at der blev drukket alkohol blandt forsamlingen, skriver iranske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Spillerne var i en usædvanlig tilstand på grund af indtagelse af alkohol,« lyder det blandt andet.

I Iran er det strengt forbudt at drikke alkohol, ligesom det også er forbudt at bringe ind i landet.

Begge dele straffes hårdt, skriver Udenrigsministeriet.

Hvor mange spillere, der blev tilbageholdt nytårsaften, er ikke frigivet. Kun at der er tale om spillere, som har deres dagligdag i en topklub i den iranske hovedstad Tehran.

Ifølge Reuters blev fodboldspillerne kortvarigt anholdt, hvorefter de fik tilladelse til at gå.

Kun en person blev taget med af politiet – og vedkommende var ikke fodboldspiller, lyder det. Fodboldspillerne vil dog blive stillet for en dommer på et senere tidspunkt, skriver nyhedsbureauet Fars ifølge Reuters.

Omtalen af de iranske spillere kommer i kølvandet andre beskrivelser af sportsfolk, som har kæmpet og protesteret mod det iranske styre. De er kommet efter 22-årige Mahsa Aminis død 16. september.

Hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september. Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.

Siden har det iranske fodboldlandshold protesteret under VM i Qatar, og senest har skakstjernen Sara Khadem protesteret mod det iranske regime.