Lyt til artiklen

Stemningen omkring landskampe har på det seneste taget en kedelig drejning.

For mens landsholdet samler massevis af festglade danske fodboldfans, der vil fejre og støtte Kasper Hjulmands landshold, til både storskærmsarrangementer og i Parken, så har noget mere brodne kar også sluttet sig til festen.

Det har blandt andet gjort sig udtalt med farlige kast af fyldte dåser, men nu går Københavns Politis politiinspektør og chef, Peter Dahl, ud med en opsigtsvækkende advarsel.

I forbindelse med de seneste landskampe har politiet – på gader inden kampen og på stadion -nemlig genkendt flere personer, som allerede er kendt fra ballade i forbindelse med kampe i den danske Superliga. Det siger han til DR.

»Der er mennesker, der før brugte superligakampe til at udleve deres syge fantasier om at slås med andre og planlægge slåskampe.«

»Vi kan konstatere, at de mennesker også er begyndt at interessere sig en lille smule for landsholdsfodbold. Så må vi bare håbe, at det er fodbold og ikke ballade, som er i højsædet,« siger Peter Dahl til DR.

I forbindelse med landskampen var der altså flere ubehagelige situationer omkring storskærmsarrangementet i Fælledparken, mens to personer også blev stukket med kniv ved Trianglen tæt ved Parken under kampen.

Peter Dahl fortæller, at den slags sager normalt er noget, man ser til højrisikosperligakampe – ikke til landskampe, som normalt har været roligankulturen.

Politichefen siger desuden, at der ikke er grund til at være bekymret, hvis man skal til landskamp i Parken mandag aften.

Her møder Danmark Østrig i et fyldt Parken. Det bliver den sidste landskamp i denne omgang, og du kan naturligvis følge opgøret i vores liveblog her på B.T.